Kalender

Cast Eyes On

Dato: 29. apr. 2012
Tidspunkt: 14:00 - 15:00
Pris: Gratis
Sted: Scenen

Den 29. april bliver ”Dansen Dag” fejret i hele verden. Statens Museum for Kunst markerer dagen i samarbejde med Copenhagen Dance Arts. Siden efteråret 2011 har Copenhagen Dance Arts været med i projektet GipSMK, hvor dansere har udvalgt skulpturer fra Den Kongelige Afstøbningssamling, som efterfølgende er blevet opsat i Dansehallerne i Carlsbergbyen. Dansere og koreografer har interageret med skulpturerne og fundet inspiration til stykket ”Cast Eyes On”, som på Dansens Dag  vil blive opført på museet.

Fortidens former brydes
Stykket ”Cast Eyes On” kaster nye øjne på kunsten, når de to koreografer Lotte Sigh og Morten Innstrand samt visuel designer Lars Egegaard Sørensen sammen med en gruppe dansere blander kunstformerne på nye og hidtil usete måder. Glæd dig til intensitet og eksperimenter, når dansere sammen med 3D hologrammer vil give liv og bevægelse i skulpturerne og således skabe en fysisk og bevægende oplevelse. Oplev hvordan dansen bryder fri fra fortidens former og sammensmelter skulpturerne med moderne dans.

Musikken der vil ledsage opførelsen, er skabt med inspiration fra området omkring Den Kongelige Afstøbningssamling. Her er der både udsigt til Operaen på den modsatte bred, til Københavns Havn og til de mange barer hvor elektronisk musik pulserer blot et stenkast derfra. Der er således lagt op til overraskelser og eksperimenter, når musikken sættes i gang og dansen begynder.

"Cast Eyes On" er støttet af Kunstrådet og Augustinus Fonden.

SMK Logo