SMK inviterer til en ny form for forelæsninger under overskriften "Kunst i Kantinen". Forelæsningerne er til alle dem, der er sultne på lækker suppe og dybdegående viden om moderne kunst. Mens suppen simrer, introducerer museets forskere og formidlere udvalgte værker som eksempel på særlige tematikker, tendenser, problematikker og konsekvenser inden for den moderne kunst og samtidskunsten.
Asger Jorn
Ph.d.-studerende Helle Anita Brøns inviterer indenfor den 30. maj til suppe og viden om Asger Jorn. Når man i kunstformidling og foredrag sætter ord på billedkunsten indebærer det altid en forestilling om relationen mellem ord og billede. Asger Jorn, som med den ene hånd sprøjtede billeder ud, mens han med den anden skrev et utal af bøger og artikler, havde sin egen teori om forholdet mellem ord og billeder - i den nordiske folkekunst, i kunsthistorien, i samtidens sprogteori og i hans egen kunst. Han forsøgte på den ene side at vaccinere sine malerier mod sproget, mens han på den anden side blandede ord og billede i ordbilleder og billedbøger. Ud fra maleriet "I begyndelsen var billedet" vil Helle Anita Brøns diskutere nogle af Jorns ideer om dette forhold.
Efter forelæsningen serveres suppen i museets medarbejderkantine, hvor der også er tid til spørgsmål og debat. Pris 75 kr. (Studerende: 50 kr. Desuden er et begrænset antal billetter sat til salg til en klubpris på 50 kr) Suppe og en øl eller sodavand er inkluderet i prisen. Køb billetter her.
Læs om den nye præsentation af Dansk og International Kunst efter 1900 her
