Kalender

SMK Fridays – Arkitektur + Billedkunst

Dato: 18. mar. 2016
Tidspunkt: 16:00 - 22:00
Pris: Gratis

NY UDSTILLING + FILM + TALKS + ARKITEKTUR + FREDAGSBAR

I samarbejde med arkitekturfestivalen CAFx, Copenhagen Architecture Festival, sætter SMK Fridays denne aften spot på krydsfeltet mellem kunst og arkitektur. Lyt med når Bjørn Nørgaard taler om det særlige forhold mellem billedkunst og arkitektur, se arkitekturfilm og hør en talk af Anna Maria Indrio, der har tegnet SMK’s tilbygning.  Du kan også opleve den anerkendte engelske kunstner Ed Atkins, der står bag SMK’s nye udstilling i x-rummet.

Talk, talk, walk
Arkitektur og billedkunst står i et særligt forhold til hinanden. Få indblik i krydsfeltet, når kunstner Bjørn Nørgaard i samtale med SMK’s forsker Birgitte Anderberg udfolder de arkitektureksperimenter, som Nørgaard blandt andre var en del af i 60’erne og 70’erne, og om hvordan arbejdet er fortsat op til i dag.

I 1996 fik SMK sin nye tilbygning tegnet af arkitekten Anna Maria Indrio. I aften fortæller Indrio om tilbygningen og den sociale situation, der skal understøtte kunstoplevelsen. Hør også talks om, hvordan vi laver udstillingsarkitektur på SMK og hør freelance-kurator Mette Woller fortælle om sit arbejde med udstillingsdesign, arkitektur og hiphop. Du kan også gå med på en særlig Instagram-walk, der viser dig museet fra en vinkel, der ellers har være skjult i årevis.

Ed Atkins – ny udstilling og artist talk
Mød den engelske kunstner Ed Atkins, der står bag den spritnye udstilling Ed Atkins. Safe Conduct skabt særligt til x-rummet på SMK. Til lyden af Ravels Bolero blandes live-action-optagelser med computergenererede billeder i en kavalkade af officielle bestemmelser, computerskabte kroppe, slagtehusscener og metaldetektorer. Ed Atkins er selv med i aften, og inviterer både til en performance reading, en talk med udstillingens kurator Marianne Torp og viser et filmprogram på Scenen.

CAFx
I samarbejde med CAFx, Copenhagen Architecture Festival, viser vi to kortfilm og en dokumentar i SMK’s biograf. Kom med bag kulisserne på det store Kunsthistorische Museum i Wien i Johannes Holzhausens anmelderroste dokumentar The Great Museum fra 2014. De kan også fordybe dig i de to meditative kortfilm Shadowland af John Skoog fra 2014 og Tinne Zenners  Sleeping District fra 2015.

Art Talks, kunstner-DJ og håndholdt mad
Du kan som altid gå med på korte Art Talks, der dykker ned i værker fra SMK’s samling og belyser dem ud fra aftenens tema. Kødbyens Mad & Marked byder på håndholdt mad, og så er der selvfølgelig musik og drinks. Svend Sømod, aftenens kunstner-DJ, runder SMK Fridays af med et dj-set, der er sammensat særligt til spille sammen med SMK’s arkitektur og rumklang.

Det fulde program for SMK Fridays – Arkitektur + Billedkunst annonceres på Facebook 17.marts 


Tilmeld dig SMK Fridays på Facebook


SMK Fridays støttes af Bikubenfonden

Ed Atkins, Safe Conduct, 2016.
SMK Logo