Kalender

SMK FRIDAYS feat. Frost Festival: Art in the Making

Dato: 9. feb. 2018
Tidspunkt: 16:00 - 22:00
Pris: Gratis

Improvisationskoncerter, art talks, virtual reality og eksperimenterende performances. SMK er klar med en ny sæson SMK Fridays. Denne gang i samarbejde med Frost Festival.

I samarbejde med Frost Festival inviterer vi til en aften under overskriften Art in the Making. Vær med, når vi sætter spot på forårets store særudstilling og udforsker den kunstneriske proces gennem billeder, virtual reality, eksperimenterende performances og improviserede toner.

Tom Rogerson møder Brian Eno
I samarbejde med Frost Festival inviterer vi på en koncertoplevelse ud over det sædvanlige. Lyt med, når Tom Rogerson, pianist med rødder i den eksperimenterende rockscene i London, byder på hele to koncerter. Først en synth-koncert omringet af guldalderkunstens kroppe og senere en flygelkoncert på museets store scene. Begge koncerter er improviseret over et elektronisk forlæg skabt i samarbejde med ambient-legenden Brian Eno.

Fra idé til mesterværk – og et værk i konstant udvikling 
Hele aftenen kan du gå på opdagelse i forårets store særudstilling Art in the Making, der undersøger den kunstneriske proces. Du kan også tage med på ekspert talks om, hvordan kunstnere kommer fra idé til færdigt mesterværk. 

Du kan også opleve et værk, der er i konstant udvikling – og som har været det i næsten 50 år. I en ny totalinstallation af kunstner Ursula Reuter Christiansen præsenteres filmværket Skarpretteren fra 1971 – et af de vigtigste værker i dansk feministisk kunst – sammen med en række senere silketryk, malerier og kunstbøger. Tag også med på art talks og få en introduktion til udstillingen. 

Tang, robotarme og heliumballoner 
Udstyret med lyskegle, tang, heliumballoner og robotarme har kunstnerne Marie Dahl og Axel Mørch transformeret hver deres sal på SMK og skabt to konstant foranderlige installationer.

Gennem aftenen vil kunstnerne Runa Norheim, Maria Nadia og Kristian Hverring indtage rummene med hver deres stedsspecifikke og eksperimenterende performance. Præsenteres i samarbejde med FSK – Foreningen for Samtidskunst.

Træd ind i virtual reality-værker 
I samarbejde med produktionsselskabet Khora Contemporary slår vi dørene op til en pop-up virtual reality udstilling. Her kan du tage med den kinesiske kunstner Yu Hong på en rejse gennem en kvindes liv fra fødsel til alderdom i værket ’She’s Already Gone’. Alle værkets scener er håndmalet af kunstneren og omsat til VR.

Du kan også træde ind i Christian Lemmerz mørke univers. Her møder du ’den korsfæstede’en gylden, tortureret krop, der frit svæver, mens glinsende blod drypper fra hans metalliske hud. Du kan også lytte med, når Lemmerz i samtale med Peter Fisher, partner i Khora Contempoary, giver et indblik i sit arbejde med virtual reality. 

Omrejsende lysværk og soundtrack
Bange for ikke at kunne finde vej? Frygt ej! Frost Festival medbringer denne aften deres omrejsende lysværk, som hele aftenen vil oplyse haven foran SMK. Aftenens soundtrack præsenteres også af Frost Festival. Soundtracket, der er kurateret af blandt andre Kasper Bjørke og Martin Kohlstedt til festivalens lysterapibar på klub, kan høres hele aftenen i Skulpturgaden.

Og meget, meget mere… blandt andet kan du slippe din kreativitet løs i værkstedet og selv prøve kræfter med den kunstneriske proces. Du kan også være med, når vi går til kunsten med korte, skarpvinkede art talks. Eller tag med på en ekspert talk, hvor vi ser nærmere på, hvad der gemmer sig under overfladen i museets guldaldermalerier.

Som altid kan du også købe drinks, øl og håndholdt mad i Skulpturgaden.

Udpluk fra programmet

  • 16.00-22.00: Virtual reality biograf
  • 18.00-18.30: Synth-koncert med Tom Rogerson
  • 19.00-19.30: Artist talk: Christian Lemmerz
  • 20.00-20.45: Flygelkoncert med Tom Rogerson

SMK Fridays er støttet af Bikubenfonden

Praktisk information

Syv fredage om året byder vi til SMK Fridays fra kl. 16-22. SMK Fridays er gratis og åbent for alle. Tilmelding er ikke nødvendig.

Tilmeld dig begivenheden på Facebook

Kommende SMK FRIDAYS:
SMK FRIDAYS #33 || 16. marts kl. 16-22 ||
SMK FRIDAYS #34 || 4. maj kl. 16-22 ||
SMK FRIDAYS #35 || 15. juni kl. 16-22 ||

SMK Logo