Kalender

SMK Fridays: Jorn & bordfodbold

Dato: 7. mar. 2014
Tidspunkt: 16:00 - 22:00
Pris: Gratis

SMK Fridays er en god chance for at få kultur ind i din fredag. Slap af med en drink, lær kunsten bedre at kende og oplev art talks, musik, film og gadekøkken.


SMK Fridays 7. marts kigger nærmere på kunstrebellen Asger Jorn.  Få rusket øjnene i vores nye udstilling Asger Jorn – Rastløs Rebel og spil bordfodbold på et sekskantet fodboldbord efter Asger Jorns opskrift.

Hør talks og korte foredrag om alt det, du ikke vidste om samfundsrevseren Asger Jorn. Aftenen byder også på kunstnermøder og dukketeater, campingvognskunst og ølvogne.

Aftenens kunstner-DJ er Simon Damkjær, der klemmer musik ud af sin laptop og sender et nik i Asger Jorns retning.  Og selvfølgelig er der som altid talks, film, drinks og håndholdt mad.

Gratis entré til Jorn udstillingen

SMK’s store udstilling Asger Jorn – Rastløs Rebel vender det normale billede af Asger Jorn på hovedet og viser den radikalitet og politiske og sociale aktivisme, der gennemsyrer hele Jorns livsværk. Asger Jorn er alt andet end pæn!

Denne aften er udstillingen åben og entréen gratis til kl.20.

Rundt om Jorn på 15 min + dokumentarfilm

4 foredrag på 15 minutter giver dig noget at tænke over og klæder dig kunsthistorisk lidt bedre på.
I biografen vises dokumentaren Asger Jorn: I begyndelsen var billedet.

Actionpaint

Asger Jorn købte gamle malerier på loppemarkederne i Paris og 'modificerede' eller 'opdaterede' dem ved at male farvestrålende videre på dem.  Det kan du også prøve, når vi byder op til overmalinger og 'action painting Jorn-style.'

Triolektisk fodbold

I 1962 opfandt Asger Jorn som et tankeeksperiment et fodboldspil med tre hold i stedet for to. Spillet var et billede på en mere kompleks verden, hvor alt ikke er todelt i for og imod, venner og fjender, øst og vest. Han kaldte det triolektisk fodbold.

Prøv kræfter med triolektisk fodbold i en bordfodbold version. Og få klask af de dobbelte bordfodbold-verdensmestre Amalie Wolf og Nathalie Saltz, der tager imod udfordringer ved det sekskantede fodboldbord.

Dukketeater, artist talk og campingvogn

To nye kunstværker er rykket ind i SMK's Skulpturgade: et dukketeater og en campingvogn.
Vi inviterer til artist talk med kunstneren Simon Starling og efterfølgende opføres dukketeaterstykket The Expedition i Starlings 1:1 kopi af et marionetteaterpavillonen, der står i Kongens Have.

I den anden ende af Skulpturgaden står en grå campingvogn. Det er kunstnerne FOS og Kenneth A. Balfelts værk Fuck the Danish aktiverings police – USSR. Kunstformidler og campingvognsentusiast Annette Skov inviterer inden for i kunstværket til uformelle snakke om kunst og campingvogne.

Street food, bar og kunstner-DJ

Aftenens kunstner DJ er den danske billedkunstner Simon Damkjær, der overtager Skulpturgaden og sender et nik i Asger Jorns retning. SMK Fridays byder som altid på fredagsbar, ølvogne og Street Food i verdensklasse fra chef Bernard Chesneau og hans rullende køkken.

Udvalgte highlights fra aftenens program:

  • Kl. 16:00 – 20:00           
    Udstillingen Asger Jorn – Rastløs Rebel holdes ekstra længe åben – og er i aften gratis.
  • Kl. 16.00 – 18.00             
    Actionpaint!: Prøv selv Jorns teknik med at dryppe og sjaske med maling.
  • Kl. 17.00 – 18.00              
    Artist-talk med Simon Starling og opførelse af dukketeaterstykket The Expedition.
  • Kl. 18.00 – 19.00            
    Verdensmestrene i bordfodbold Amalie Wolf og Nathalie Saltz tager imod udfordringer på SMK’s triolektiske-bordfodboldbord.


Næste SMK Friday afholdes:

Fredag 4. april
Fredag 9. maj

SMK Fridays støttes af Bikubenfonden



Simon Starling, The Expedition, 2011. Foto: Anders Sune Berg.
SMK Logo