Kalender

SMK Fridays #16 feat. Golden Days Festival of Important Shit

Dato: 18. sep. 2015
Tidspunkt: 16:00 - 22:00
Pris: Gratis

Sammen med Golden Days og deres Festival of Important Shit spørger vi: Hvad er et mesterværk? Og så sætter vi musik, scenekunst og art talks til museets mest fantastiske mesterværker.

Tilmeld dig på Facebook

Teaterfix: Madame Matisse

Sidste efterår kunne man opleve den anmelderroste teaterforestilling 9x9x9 på SMK. I aften opfører vi delen om den verdensberømte kunstner Henri Matisses Portræt af Madame Matisse. Den grønne stribe. Forestillingen varer 10 minutter og kan opleves mange gange henover aftenen. Tekst af Hanne-Vibeke Holst. Spillet af Maibritt Saerens. Instruktion og iscenesættelse af Hans-Peter Kellner.

Andreas Führer opfører syngespil

Kunstner, komponist og musiker Andreas Führer opfører sit kunstværk Spørgsmålet om teknikken kapitalismens fald objekt. Værket er et syngespil i tre dele med to sangere og et el-klaver.

Et mesterværk – og så ét, der er endnu bedre

Hør museets kunstformidlere og værkstedskunstnere fortælle om SMK's mesterværker af stor national vigtighed – og hør dem fortælle om et andet kunstværk, som de personligt synes er vigtigt for kulturarven.

Klassiske mesterværker – remixet

Komponisten MBD73 aka Carsten Bo Eriksen remixer og rekomponerer mesterværker af J.S.Bach og Carl Nielsen.  Den fransk-canadiske violinist Helianne Blais fremfører musikken i samspil med et quadrofonisk højtalerorkester.

UV-teknologi og røntgen afslører mesterværkerne

SMK's konservatorer fortæller i en talk, hvordan de via ny teknologi kan afsløre mesterværkernes hemmeligheder. For eksemplet viste et guldaldermesterværk at forestille noget helt andet end man altid har troet.

Mikro-udstilling kun i aften

SMK har en enorm og på verdensplan vigtig samling af kunst på papir. Den Kongelige Kobberstiksamlings absolutte mesterværker tåler dog meget dårligt solens lys, så de er gemt i magasinerne. Seniorforsker Chris Fischer viser nogle af de mest fantastiske kunstværker i en mikro-udstilling, du kun kan opleve i aften.

Kunstfix: Eckersberg - original og kopi

I oktober åbner SMK den store udstilling En smuk løgn om en af de mest berømte danske malere: C.W. Eckersberg. Overinspektør Kasper Monrad giver en talk om mesterværket Udsigt til en gård i Rom og om en kopi, som Eckersbergs elev Martinus Rørbye malede. Spørgsmålet er, om Rørbyes kopi også et mesterværk.

Drinks, kunstner-DJ og street food

Som altid kan du slænge dig med en drink og street food til tonerne af aftenens kunstner-DJ.

Praktisk information

SMK Fridays er gratis og åbne for alle. Tilmelding er ikke nødvendig.


SMK Fridays støttes af Bikubenfonden

SMK Logo