Kalender

THE APPARATJIK LIGHT SPACE MODULATOR

Dato: 3. maj. 2013
Tidspunkt: 20:00 - 23:59
Pris: 295 kr.
Sted: Scenen

Anført af medlemmer fra bl.a. A-ha og Mew indtager musikkollektivet Apparatjik den store Scene på SMK. Det sker fredag d. 3. maj kl.22. Dørene åbner kl. 20. Billetsalget er startet.

Koncertfomatet bliver i den grad udfordret, når Apparatjik med lige dele musikalsk og visuelt overskud indtager Scenen på SMK. Supergruppen har ved tidligere lejligheder leveret deres særprægede liveshows på kunstinstitutioner som det prestigefyldte Serpentine Gallery i London og på Neue Nationalgalerie i Berlin. Og dansk publikum kunne for første gang opleve Apparatjik live på Orange Scene ved sidste års Roskilde Festival.

Light Space Modulator
Det bliver dog et markant anderledes koncertkoncept, der kan opleves på SMK. Kvartetten vil fremføre koncerten fra en særligt konstrueret kube, som gruppen har navngivet The Light Space Modulator med henvisning til den ungarnske billedkunstner László Moholy-Nagy og dennes banebrydende billedeksperimenter. Udover at indramme og iscenesætte gruppen under koncerten bliver kuben samtidig en katalysator for et spektakulært visuelt show, der sammenkæder et væld af lyde og billeder på kryds og tværs af kunst og populærkultur.

Se Apparatjiks trailer for koncerten på SMK 3. maj

Grænseløst
Apparatjik har et markant dansk islæt ved sanger og guitarist Jonas Bjerre fra Mew og tæller desuden Guy Berryman fra Coldplay, Magne Furuholmen fra A-ha samt Martin Terefe, der har produceret for en lang række musikere, bl.a. Martha Wainwright, Train, Cat Stevens og Mary J. Blige. Apparatjik blev dannet i 2008 som et midlertidigt velgørenhedsprojekt, men har siden indspillet to albums og givet liveshows verden over.

Apparatjik er på mange måder et eksperiment uden grænser. Sideløbende med deres højt profilerede musikkarrierer kører de fire medlemmer Apparatjik som et kollektivt og kreativt frirum, hvor nye grænser afprøves ofte i samarbejde med andre musikere, billedkunstnere, designere, teknikere og forskere. Musikalsk blander Apparatjik kortene, så tonerne ubesværet veksler ind og ud mellem electropop, eksperimentalmusik og disko, altid iscenesat i et grænsefelt mellem performance og totalinstallation.

Koncerten støttes af Mercedes-Benz og Heineken.

Koncert med Apparatjik på SMK
Koncert med Apparatjik på SMK
SMK Logo