Nyheder

Joakim Skovgaards mesterværk Den sidste nadver restaureres i Christianskirken i Klaksvík på Færøerne.

Nyt om kunsten | 10.jun.2013

Et mesterværk har været under kærlig behandling

Efter at Skovgaards mesterværk Den store nadver har været skilt ad, presset, strøget, rullet, syet, renset og limet, er tiden endelig kommet til, at værket igen kan pryde væggen i Christianskirken i Klakvík på Færøerne.

I september 2012 begyndte restaureringen af Joakim Skovgaards gigantiske freskomaleri Den store nadver. Efter et år under kærlig behandling af fem konservatorer fra Nordisk Konservering i Raadvad er værket nu tilbage på sin rette plads i Christianskirken i Klaksvík på Færøerne.

Faldt fra hinanden

Den store nadver er blevet skilt ad, renset, rullet, limet på både bagsiden og forsiden, presset, syet og strøget. Værket har været under den lange og yderst omfattende restaurering, fordi det bogstaveligt talt var begyndt at falde fra hinanden.

Det kun 0,5 mm tynde kalkfarvelag blev holdt fast til underlaget af 99 år gammel lim. Men limen i underlaget var nedbrudt, og underlaget var begyndt bule, så det sprøde kalkfarvelag var begyndt at skalle af.

Nyt underlag... igen

Værket har gennem dets 112 år været igennem meget. Kort efter at Skovgaard i 1901 skabte værket i Viborg Domkirke, blev det angrebet af salte. Italienske eksperter måtte derfor rejse den lange vej til Viborg for at aftrække værket og opklæbe det på lærred.

Processen værket gennemgik for cirka 100 år siden, henleder tankerne på det, der netop har fundet sted i Klaksvík. For i 2012 blev det igen tid til, at det gigantiske værk skulle have nyt underlag. Det ultratynde kalkfarvelag har derfor endnu en gang gennemgået en af de mest radikale operation, et maleri kan udsættes for.

Læs om, hvordan konservatorerne har restaureret værket

Fra SMK til Færøerne

Det er i år 100 år siden, at Joakim Skovgaard forærede det prægtige værk til SMK. I 50 år hang værket på museet, men i 1963 blev det muligt, at værket igen ville kunne opleves i en kirke. SMK deponerede det år mesterværket til Christianskirken i Klaksvík på Færøerne. Den store nadver fik en central plads i kirken, hvor værket var og stadig den dag i dag er altertavle.

Læs historien om værket

Jubilæumsår

Historien, som ligger gemt i det 57 m2 store freskomaleri, havde sat sine tydelige spor. Rejsen fra Viborg Domkirkes væg til SMK og senere til Klakvík havde gjort, at maleriet var blevet skrøbeligt, bulet og begyndt at skalle. Det var derfor nødvendigt, at værket gennemgik den helt store restaurering.

Det fantastiske resultat kan nu opleves i Christianskirken, og værket er nu i bedste stand til at kunne fejre dets 50 års jubilæum på Færøerne, og at det har været en del af SMK i 100 år.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo