Nyheder
Valmue fra florilegiet Gottorfer Codex af Hans Simon Holtzbecker

Udsnit af valmue fra florilegiet Gottorfer Codex af Hans Simon Holtzbecker, medio 1600-tallet.

Nyt om kunsten | 29.apr.2013

Barokke blomster til baghaven

Mangler du inspiration til baghaven eller altankassen? Nu kan du købe frøene fra blomstermotiverne i udstillingen Blomster og Verdenssyn.

Vi forhandler udvalgte smukke gamle blomstersorter i vores boghandel. Du kan se sorterne illustreret i blomstermalerier i den aktuelle blomsterudstilling eller selv så frøene og opleve den ægte vare.

Mamelukærmer, løvemund og skærmsløjfeblomst – bag de smukke navne gemmer der sig blomster med historie. I 1600-tallet fik blomstermaleren Hans Simon Holtzbecker sit livs bestillingsopgave. Han skulle male alle planter og blomster i den imponerende barokhave ved Gottorp slot.

Da opgaven var slut, havde han skabt et unikt opslagsværk over havens flora – et såkaldt florilegium. Florilegiet er i dag et af hovedattraktionerne på udstillingen Blomster og Verdenssyn.

Med hjælp fra botanikere og andre eksperter har vi bestemt blomstersorterne og udvalgt 28 sorter, hvis frø kan købes i boghandlen.

Snup frø fra en morgenfrue, en stokrose eller en duftsultan og strø lidt barokstemning i baghaven.

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo