Nyheder

Bag om | 22.feb.2011

Deltag i borgerdialog og workshop om SMKs nye museumshave

Statens Museum for Kunst ønsker at anlægge en ny have foran museet. Området er på 7500m2 og har et stort potentiale og rummer et væld af muligheder. Ønsker du, at bidrage med inspiration og gode ideer til havens udformning så mød op på museet den 23. februar kl. 19 hvor vi afholder en workshop om havens fremtid.

Ny museumshave foran Statens Museum for Kunst
Statens Museum for Kunst har længe ønsket sig en ny have foran museet, og med en generøs bevilling fra Annie og Otto Johs. Detlefs' Fonde er det nu blevet muligt i samarbejde med Københavns Kommune, som ejer haven. Med sine 7500m2 er museumshaven på størrelse med Rådhuspladsen og har et enormt potentiale. Visionen er en åben og imødekommende indgang til museet med gode muligheder for ophold og socialt samvær, hvor der kan være forskellige aktiviteter for en mangfoldighed af brugere i museumshaven. Uanset om man er børnefamilie, studerende, hundelufter eller turist skal haven føles som et frirum.

WORKSHOP OG BORGERDIALOG DEN 23. FEBRUAR KL. 19-22
Inden arkitektkonkurrencen om havens udformning skydes i gang, ønsker Statens Museum for Kunst, at høre dine ideer, kommentarer og ønsker til museumshaven. Dørene åbnes kl. 18.30.

DIALOGVOGN DEN 23. FEBRUAR KL. 14.30-17
Har du ikke mulighed for at deltage i borgerdialogen, så kig forbi Dialogvognen mellem kl. 14.30-17, hvor der uddeles ark med spørgsmål til fremtidens museumshave. Vi serverer en varm kop kaffe og der trækkes lod om fem museumsklubmedlemskaber blandt besvarelserne.
Dialogvognen står på fortovet foran indgangen til museets have på Georg Brandes plads. (krydset ved Sølvgade / Østre Voldgade)

Børnejazz med Hugo Rasmussen Allstarz
Hugo Rasmussen Allstarz er en sekstet, som består af en skøn blanding af generationer og personligheder under en samlet fane; nemlig musik der swinger. Hugo Rasmussen Allstarz vækker stor begejstring med sin populære blanding af klassiske swingnumre og tidlig bebop, spillet med ungdommelig ukuelighed og entusiasme.
Søndag den 20. februar kl. 15. Gratis entré

Børneomvisninger
Oplev kunsten i øjenhøjde med børnene. Gå på opdagelse blandt værkerne og hør spændende historier. Der er plads til max. 25 personer pr. omvisning.

Billetter kan hentes i Billetsalget 30 min. før start.
Børneomvisninger hver lørdag og søndag kl. 13. Gratis entré

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo