Nyheder
Collage af Hannah Heilmann

Kunstner Lea Porsager dykker i særophængningen Z WAN ned i den græske myte om Leda og Svanen.

Nyt om kunsten | Udstilling | 11.nov.2016

Æg udklækkes – Oplev ny særophængning

Oplev kunstner Lea Porsagers nye særophængning Z WAN, hvor hun udforsker de flerstrengede fortællinger i den græske myte om Leda og Svanen.

En del af SMK²

Henover et år griber otte kunstnere ind i museets samling og skaber formidlingsformer, der giver dig nye perspektiver på og indgange ind i kunsten. Særophængningen af Lea Porsager er fjerde projekt i rækken af de otte kunstnerinterventioner. 

Kunstnerinterventionerne er kurateret af overinspektør og seniorforsker på SMK Marianne Torp og er en del af SMK² – en række eksperimenter, hvor SMK sammen med kunstnere, forfattere og andre fagligheder sætter museets samlinger i spil på nye måder for at give dig overraskende og anderledes kunstoplevelser. 

I den bagerste sal i udstillingen Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900 kan du dykke ned i Lea Porsagers genfortolkning af den græske myte om Leda og Svanen. Leda var i græsk mytologi en kongedatter, der blev besvangret af Zeus i en svanes skikkelse. 

Som en del af SMK² har kunstneren givet tankerne og associationerne frit spil, været på opdagelse i SMK's magasiner og skabt særophængningen Z WAN.

Svaner, p-piller og en skinnende vandcykel
I udstillingssalen møder du blandt andet tryk med svanemotiver, malerier med garn og fjer, p-piller, vaginalkugler og en enorm skinnende svaneformet vandcykel. Herved undersøger Lea Porsager de flerstrengede fortællinger, der gemmer sig under overfladen i myten om Leda og Svanen. Særligt dvæler hun ved den groteske dimension af myten og ved temaer om forvandlinger, menneske-fugl-krydsninger og sex.

Alle værkerne i Z WAN er nøje udvalgt for at præsentere både de umiddelbare sammenhænge og for at udfolde de mere kryptiske forbindelser i myten. Et greb, der også er kendetegnende for Lea Porsagers kunstneriske praksis, hvor hun ofte arbejder med referencer til andre kunstnere og praksisser for at fremskrive forskellige livssyn, betydninger og forbindelser.

Foruden værker af blandt andre Henri Matisse, Sonja Ferlov Mancoba, Ursula Reuter Christiansen og Joakim Skovgaard kan du i Z WAN også opleve en række nye værker af Lea Porsager, der er skabt særligt til denne ophængning.


Kunst, filosofi og videnskab

Lea Porsager er gået researchorienteret til værks og undersøger i Z WAN de forskellige betydningslag, svanen tillægges i alt fra eventyr, buddhisme og 'black swan theory'. Men hun har også givet associationerne frit spil.

Z WAN er derfor både et resultat af kunstnerens tankestrømme, en afspejling af hendes interesse for idéer omkring seksualitet, mysticisme og fysik og et produkt af hendes særlige sammenblanding af kunst, filosofi, videnskab og tænkning. 

På den måde har Lea Porsager skabt en særophængning, der ikke kun undersøger de fortællinger, der gemmer sig i den græske myte, men også understreger, at der altid findes mange sammenhænge og mange forskellige svar. 

Om Lea Porsager
Lea Porsager, født i 1981, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og Städelschule i Frankfurt am Main. De seneste år har Lea Porsager udstillet på en lang række museer og kunsthaller i Danmark såvel som i udlandet. 

Kunstnerens aktuelle særophængning på SMK præsenterer værker, som hun har lavet specielt til ophængningen samt en række nyere og ældre værker af kunstnere fra både ind- og udland.  

Oplev særophængningen i sal 222 i udstillingen Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900.
11. november 2016 – 1. april 2017


Støttet af Statens Kunstfond

Senest opdateret: 17.aug.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo