Nyheder

Frederik Bille Brahe. Foto: SMK / Nikolai Linares

Det sker | 23.feb.2018

Frederik Bille Brahe åbner nyt internationalt spisested på SMK

Med Kafeteria får Statens Museum for Kunst et spisested, der skal være med til at sætte en ny standard for mad på museer. Caféen er indrettet i samarbejde med den internationalt anerkendte kunster Danh Vo, der lige nu udstiller på Guggenheim i New York.

1. marts 2018 åbner kokken og restauratøren Frederik Bille Brahe Kafeteria på Danmarks nationalgalleri.

Restauratør Frederik Bille Brahe, som er kendt fra blandt andet Café Atelier September og Apollo Bar & Kantine, har i tæt samarbejde med kokken Jakob Kjær udviklet et køkken, hvor der laves mad ud fra simple principper til en rimelig pris. 

Der vil være fokus på enkelte ingredienser, kvalitet, årstidens råvarer og økologi, og med eget bageri vil Kafeteria også tilbyde et stort udvalg af hjemmelavede kager og friskbagt brød.

Det nye spisested kommer til at ligge ved museets hovedindgang og er gratis at besøge.

”Sammen med Frederik Bille Brahe og Danh Vo vil vi på SMK sætte en ny standard for madoplevelse og cafémiljø i museumsrummet. Kafeteria skal være stedet, hvor museets gæster og de, der bare kommer for at spise eller drikke kaffe, kan få en oplevelse, der emmer af den ånd, den historie og den samling, som findes her,” siger direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh.


Stol af Enzo Mari. Foto: SMK / Nikolai Linares

Når mad og kunst mødes
Ambitionen med Kafeteria er at skabe synergi mellem mad og kunst. Derfor er Kafeterias design udviklet i samarbejde med den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo, der i øjeblikket udstiller på Guggenheim i New York og til efteråret på SMK.

Danh Vo er optaget af historien bag designet og kunstværket, og derfor kan du i Kafeteria finde den italienske designer Enzo Maris "gør-det-selv" møbler, Poul M. Volthers tremmestol J46, Nanna Ditzels (1923-2005) Trisse stol, Hallingdal tekstiler designet for Kvadrat samt Isamu Noguchis (1904-1988) lanterneinspirerede lamper. På gulvet i Kafeteria er der lagt nye brede Dinesen GrandOak egetræsplanker.

Kafeteria og SMK inviterer til åbning 21. marts kl. 17-20, og alle er velkomne.

Praktisk information

Kafeterias åbningstider:
Mandag lukket
Tirsdag-søndag: 11-16:45
Onsdag: 11-19:45

Fra 1. marts kan menukortet ses på smk.dk

Følg Kafeteria på Instagram på kafeteria_smk


Kafeteria er realiseret med støtte fra





Senest opdateret: 18.maj.2018
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo