Nyheder

Det sker | 1.jun.2017

Hvordan tegner man en levende høne?

Frugter, nøgenmodeller og høns er nogle af de motiver, som skal finde vej fra blyant til papir, når SMK afholder tegneworkshops på museet. Workshopsene er en del af museets SMK Onsdag-program, og de første workshops bliver afholdt 7. juni.

Nu får du mulighed for at prøve at lære at tegne eller at blive endnu bedre til at få blyanten til at indfange det, du ser. SMK inviterer til en række tegneworkshops, hvor alle, der har lyst, kan komme i gang med at tegne frugter, nøgenmodeller, opstillinger af flere personer og høns.

Man kan både deltage som familie, alene, med en ven eller kæreste – kort sagt: alle er velkomne. Og man behøver ikke at kunne tegne i forvejen, for der bliver mulighed for gode råd og teknisk rådgivning undervejs fra en af SMK’s kunstnere.

Arrangementet foregår tre gange i løbet af udvalgte SMK Onsdage (klokken 17, 18 og 19). Du vælger selv hvilket et af forløbene, du vil deltage i. Det hele foregår på SMK’s scene, hvor man kan tegne ved borde, eller mens man slapper af i en sækkestol. Hvis du bliver sulten, ligger SMK’s Café lige ved siden af, og her kan man spise eller købe take away-mad med hjem.

Der er plads til ca. 25 pr. session. Tilmelding er ikke nødvendig. Fri entré med SMK Årskort og ellers almindelig entré til museet.

Datoer og temaer:

  • 7. juni: Tegneworkshop: Opstillinger med frugt og grøn
    At tegne og male opstillinger – et stilleben – med frugt og grønt er en klassisk disciplin inden for kunsten, som du finder mange eksempler på i SMKs samling. 7. juni kan du selv prøve kræfter med denne disciplin og finde din egen vinkel på en af de opstillinger, vi har arrangeret.
    17.00 – 17.45 + 18.00 – 18.45 + 19.00 – 19.45

  • September (dato følger): Tegneworkshop: Croquis med nøgenmodel
    17.00 – 17.45 + 18.00 – 18.45 + 19.00 – 19.45

  • Oktober (dato følger): Tegneworkshop: Opstilling ”skulpturgruppe - familiegruppe”
    17.00 – 17.45 + 18.00 – 18.45 + 19.00 – 19.45
  • November (dato følger snarest): Tegneworkshop: Levende høns på Scenen
    17.00 – 17.45 + 18.00 – 18.45 + 19.00 – 19.45
Senest opdateret: 17.okt.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo