Nyheder

Bag om | 17.jan.2017

Over 380.000 besøgte Statens Museum for Kunst i 2016

384.341 gæster besøgte i 2016 SMK. Særligt efterårets store særudstilling Flygtige øjeblikke – Tegninger af Auguste Rodin trak mange besøgende. Også SMK Fridays var velbesøgte med flere end 22.000 gæster fordelt henover 6 fredage.

Den 1. juni 2016 genindførte SMK entré til museets faste udstillinger, og museet oplevede i løbet af efteråret et mindre fald i besøgstallet i forhold til de samme måneder de foregående år. Det kan skyldes de ændrede adgangsforhold, men udsvingene i antallet af besøgende på SMK er traditionelt store. 2015 var rekordår i SMK’s historie med 450.000 gæster. Ses besøgstallet for 2016 i forhold til besøgstallene for årene 2011-2015, var antallet af gæster i 2016 lavere end i 2015, men højere end i 2011, 2013 og 2014.

I alt 37.364 børn og unge deltog i undervisningsforløb eller besøgte museet som led i deres skolegang i 2016 – heraf havde 25.101 booket SMK-undervisningsforløb, mens 12.263 besøgte museet på egen hånd.

SMK i udlandet
Det er ikke kun på museet i Sølvgade, at besøgende har kunnet opleve værker fra SMK. I 2016 har den populære danske maler Vilhelm Hammershøi turneret på den anden side af Atlanten. Og ”de stille stuers maler” har haft succes i New York, Seattle og Toronto i udstillingen Painting Tranquility. Masterworks from Statens Museum for Kunst, hvor flere end 120.000 oplevede Hammershøis værker.

Stigning i digitale besøg
Også på nettet har kunstinteresserede i ind- og udland besøgt museets samling. Når brugernes egne bidrag – eksempelvis i form af billeder fra deres museumsbesøg – medregnes, er SMK-materiale blevet vist 42,5 millioner gange i 2016. Det svarer til en stigning på ca. 17% i forhold til 2015 og skyldes primært en stødt stigende rækkevidde på museets sociale medier og en betydelig stigning i visninger af SMK-billeder på Wikipedia. Disse stigninger skal ses i lyset af museets tilgængelighedspolitik, som er baseret på åbenhed, og på at museets materiale skal kunne findes på så mange relevante platforme som muligt.

Besøgende på SMK i Sølvgade de seneste fem år

2011

2012

2013

2014

2015

347.582

429.692

355.835

378.195

451.195

Senest opdateret: 17.okt.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo