Nyheder

Det sker | 15.maj.2014

Sport, spil og tankeeksperimenter

Du har sikkert spillet fodbold, men har du nogensinde taget fodboldudfordringen op på en sekskantet bane med tre hold? Nu har du chancen! Vær med, når Parkmuseerne byder på sport og spil, som du aldrig har prøvet før.

Lørdag 24. maj kl. 12-16 rykker Parkmuseerne ud i Kongens Have og byder på triolektrisk fodbold og royalt havespil. Parkmuseerne er et samarbejde mellem de seks museer Davids Samling, Filmhuset, Den Hirschsprungske Samling, Rosenborg Slot, Statens Naturhistoriske Museum og SMK.

Deltag i Jorn's tankeeksperiment

Når Parkmuseerne inviterer til Park Life, afholder SMK i samarbejde med blandt andre DBU Københavns første triolektiske fodboldturnering og du skal da være med, når Jorn's tankeeksperiment bliver afprøvet!

Har du ikke mod på selv at trække i fodboldstøvlerne, er der rig mulighed for at stå på første række og opleve det alternative fodboldspil på tæt hold. Der vil nemlig være hele seks sidelinjer at heppe fra, når SMK byder op til fodboldturnering på Eksercerpladsen ved Rosenborg Slot.

Se programmet for turneringen

Den defensive sejr

Opfinderen af det udfordrende alternativ til traditionel fodbold er kunstnerrebellen Asger Jorn, hvis kunst netop nu kan opleves i udstillingen Asger Jorn Rastløs Rebel på SMK. I 1962 udviklede han triolektisk fodbold som et tankeeksperiment for at undersøge, hvad der ville ske, hvis der var tre hold på banen frem for to:

"For det første vil man hurtigt opdage, at det er umuligt at kontrollere, hvem der skyder på målet af de to fjender, der angriber. Det bliver nødvendigt at vende reglerne om, så det er det hold, der har forsvaret sig bedst, og hvor der er gået færrest mål ind, der bliver sejrherren. Sejren er blevet defensiv og ikke offensiv" skrev Asger Jorn om det, der for ham mest af alt var et filosofisk tankeredskab.

Bliv klogere på triolektrisk fodbold

Kæmp om kulturoplevelser

Alle er velkomne til at stille op, og de modige kan endda tage fodboldkampen op mod Livgarden og den erfarne gadefodboldforening, Futbol de Calle. Det hold der løber med sejren, bliver belønnet med de nye fællesbilletter, der giver gratis adgang til Parkmuseerne.

Læs om billetten
der giver adgang til seks kulturoplevelser i hjertet af København.

Se det fulde program for Park Life

  • Af: Ayoe Fridriksdottir
  • 15.maj.2014
Senest opdateret: 8.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo