Nyheder

Kunstneren Bjørn Poulsen kløver Margrethe-skåle i sit værksted. Foto: Bjørn Poulsen

Bag om | 20.aug.2013

Plastic forever!?

Paradoksalt nok forfalder de nyeste kunstværker oftest hurtigst. De består tit af plastik, der nedbrydes hurtigere end træ, lærred og gips. Konservatorerne på SMK har derfor gennem flere år undersøgt, hvordan kunstværker af plastik kan bevares for eftertiden.

Som en del af projektet PRIMI har konservatorerne både undersøgt, hvordan vi kan bevare allerede eksisterende kunstværker af plastik, og mulighederne for i fremtiden at producere mere bæredygtigt plastik. Konservatorerne har samarbejdet med kunstnere, designere og aktører fra plastindustrien.

Plastikkunsten forfalder

I 1960'erne blev plastik en del af vores hverdag. På samme tid begyndte kunstnere at bruge materialet. Det et oplagt materiale at arbejde i, fordi plastik kan bearbejdes, bruges, blødgøres og hærdes på et utal af faconer. Problemet med at bruge plastik viser sig først senere. De kemiske processer i plastik nedbrydes langt hurtigere end mange andre materialer, og uundgåelige faktorer som varme, lys og luft fremskynder forfaldet radikalt. Mange af SMK's nyeste værker er derfor de værker, der oftest har brug for en kærlig hånd fra konservatorerne, hvis de også skal kunne opleves om to, fem eller tyve år.

Læs om restaureringen af Claus Carstensens Æterlegeme

PRIMI – et projekt om bæredygtigt plastik

I 2010 tog forskningscenteret CATS ved SMK initiativ til et nyt forskningssamarbejde, der blandt andet skulle forsøge at finde løsninger på, hvordan vi bedre kan bevare kunstværker af plastik. PRIMI er et partnerskab mellem plastindustrien, kunstnere, designere, forskere og kunstkonservatorer, der forhåbentligt med tiden skal være med til at gentænke og bearbejde plastmateriale på en radikal anderledes og mere bæredygtig måde.

Ny bogudgivelse

PRIMI har netop udgivet en bog med artikler af forskere, konservatorer, kunstnere og aktører fra plastindustrien. 

Bogen kan købes i Boghandlen på SMK til 148 kr. Den kan desuden downloades som pdf.

Læs mere her og download bogen

  • Af:
  • 20.aug.2013
Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo