I udstillingen kunne du kigge museets konservatorer over skulderen, når de med skalpeller og farvepigment restaurerede et kunstværk fra Dronning Margrethe II's private gemakker.

Værket, Den tyske kejser Karl VI’s taffel malet af Johann Salomon Wahl i 1741, hang tidligere i Dronning Margrethe II's gemakker, men de sidste 15 år havde værket været gemt væk. Det gamle maleri kunne nemlig ikke tåle dagens lys. Overalt på værket truede malingen med at skalle af. 

Et værk i forfald
Maleriet har siden 1872 hængt på Fredensborg Slot. Det har formentlig oplevet en brand, utallige restaureringer og fem regenter. Tiden havde sat tydelige spor i maleriet, og det havde de seneste år været i så dårlig stand, at det ikke kunne tåle at hænge fremme. Den manglende binding mellem farvelag og lærred gjorde, at ustabil farve skallede af.

Under tiltrængt, kærlig behandling
Maleriet trængte til kærlig behandling, og med skalpeller og farvepigment bragte SMK's behændige konservatorer værket tilbage til noget, der er tæt på dets oprindelige tilstand. Behandlingen krævede mere end 2.200 timers koncentreret arbejde. I udstillingen kunne du se med, når konservatorerne fastlagde farvelag, rensede maleriets overflade og udførte en omfattende retouchering af de mange skader.

Interiør fra Fredensborg Slot, ca. 1900-1910. Foto: Niels Ludvig Mariboes billedsamling / Københavns Museum.

Et helt særligt værk
Dronning Margrethe II har siden hun var syv år siddet ansigt til ansigt med de portrætterede personer i værket hver dag. Maleriet hang nemlig i en mindre spisestue på Fredensborg Slot, hvor Dronningen gennem hele sin barndom spiste morgen- og aftensmad. 

I Dronningens unge år havde værket ikke hendes store interesse, men med årene har det fået en helt særlig betydning for hende. Hun finder ikke værket synderligt pragtfuldt men morsomt. Det skildrer kvinder, der ikke helt har fået snøret korsettet, en hund, der agerer støvsuger ved de riges bord, og et selskab, der ikke vil afsløre menuens indhold. 

Praktisk information

Udstillingsperiode:
29. oktober - 28. februar 2016.

Atelieret var åbent i museets åbningstid. Gratis entré!
På hverdage fra kl. 10-15.30 arbejdede konservatoren i værkstedet. Du var altid velkommen til at stille spørgsmål.

Tak til

http://www.smk.dk/fileadmin/user_upload/Billeder/om-museet/stoet-museet/logovaeg/NYCARL.jpg

Restaureringen

I uge 44, 45 og 46 fortog konservatorerne overfladerensning. Du kunne se med, når konservatorerne fjernede skidt, snavs, gammel fernis og misfarvede overmalinger fra overfladen af maleriet.

Efter stabiliseringen af alle tab og skader i farvelaget foretog konservatorerne udkitning af tabene i værket.

I den sidste tid kunne du følge med, når konservatorerne påførte retoucheringsfarver i de ødelagte områder, så de matchede det omkringliggende, originale farvelag.

Zoom ind på deltaljerne

På opdagelse i værket

Zoom ind på værket og udforsk alle detaljer og find ud af hvilke udfordringer, konservatorerne stod overfor.

Til bords med en kommende kvindelig regent

Maleriet Den tyske kejser Karl VI's taffel skildrer formentlig en middag i forbindelse med forlovelsen eller brylluppet mellem den tyske kejsers ældste datter, Maria Theresia, og Franz Stephan af Lothringen. Midterst i billedet sidder det regerende kejserpar, Karl VI og Elisabeth Christina, omgivet af medlemmer af hoffet og adelen samt militære rangspersoner. Brudeparret sidder for bordenden til højre, mens kejserens søster, Maria Magdalena, og hans næstældste datter, Maria Anna, sidder ved modsatte bordende.

Forevigelse af en betydningsfuld begivenhed
Ægteskabet mellem Maria Theresia og Franz Stephan skulle vise sig at blive en betydningsfuld begivenhed i europæisk historie. For Maria Theresia blev ved sin fars død få år senere regent for de østrigske og ungarske landområder som den første kvindelige tronfølger i den habsburgske slægt. Og da Franz Stephan efterfølgende blev valgt til kejser for det Tysk-Romerske Rige, udvidede og fastslog Habsburgerne for alvor deres regeringsmagt i Europa.

Værket, som konservatorerne restaurerede, er dog ikke det eneste af sin slags. Maleriet er blot én kopi blandt flere, der sandsynligvis er malet efter originalen udført til hoffet i Wien i 1736 af Martin van Meytens.

 

 

 

 

Det Kongelige Kunstkammer

Samme år som værket blev malet, blev det erhvervet til Det Kongelige Kunstkammer og har siden da været en del af de kongelige samlinger. Samme samlinger som danner grundlag for SMK. For historien om museet begynder ikke med bygningen i Sølvgade. Det er de danske kongers samlinger, der har lagt grundstenen til museet.

En royal fødselsdagsgave
Restaureringen og konserveringen af værket var en fødselsdagsgave til Dronning Margrethe II doneret af Ny Carlsbergfondet.

SMK's historie

De kongelige samlinger

Dyk ned i historien om de kongelige samlinger, der byder på fortællinger om købelystne konger og redningsaktioner.