Udstillinger
Donation Jorn, Silkeborg/billedkunst.dk. Asger Jorn under arbejdet med dekorationen af en nationaliseret bankbygning i Cuba.

© Donation Jorn, Silkeborg/billedkunst.dk.
Asger Jorn under arbejdet med dekorationen af en nationaliseret bankbygning i Cuba.

Arven fra Jorn

Asger Jorn er en af de største danske kunstnere, men hvordan har han påvirket nutidens kunstnere? Vi har spurgt to danske samtidskunstnere om deres forhold til manden og kunstneren Asger Jorn.

John Kørner – indbegrebet af en engageret kunstner

Hvornår oplevede du første gang Asger Jorns kunst?

Mine forældre havde taget mig med til Louisiana, hvor de udstillede hans store maskemalerier og nogle af de skulpturelle værker. De værker var noget af det første moderne kunst, jeg oplevede.

Jeg var ti år, så jeg husker ikke, at jeg havde nogen mening om dem, men jeg var i stand til at identificere dem som moderne. Jeg husker, at det var vildskaben, jeg især var fascineret af. De repræsenterede en vildskab, der viste mig, at det især som mand var tilladt at gå linen ud, og sådan tror jeg også, jeg ubevidst tolkede de her malerier. De er stadig vilde.

Hvad har Asger Jorn betydet for dig som kunstner?

Jeg er meget begejstret for den seriøsitet, han havde, og for hans sociale engagement. Det at engagere sig i samfundet er noget, vi har til fælles. Det, synes jeg også, er et af hans stærkeste kort. Og så synes jeg, at han repræsenterer en helhed som menneske og kunstner.

Han er ikke kun grafiker, maler eller keramiker, men man er nødt til at se ham og hans kunst som en helhed, der inddrager både det sociale og det politiske. For mig er han indbegrebet af en engageret samtidskunstner i 60'erne.

Om John Kørner

John Kørner er født i 1967 i Århus, opvokset på Lolland og bosat i København. Han blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1998 og har modtaget en række priser, blandt andet Carnegie Art Award i 2000 og 2008.

John Kørners værker er udstillet på museer verden over heriblandt: Tate Gallery og Saatchi Collection i London, AROS, Arken og her på SMK.

To af John Kørners værker kan ses i vores faste udstilling Dansk og international kunst efter 1900

John Kørner i færd med at male

© John Kørner

Ferdinand Ahm Kragh – en øjenåbner

Hvornår oplevede du første gang Asger Jorns kunst?

I lang tid var Asger Jorn for mig synonym med Cobra-maleri, som jeg havde placeret på en lavtliggende hylde i kunsthistorien. Men da jeg gik på Kunstakademiet, arrangerede min daværende professor en tur til Museum Jorn. Det var en øjenåbner. Alle sad vi længe helt tavse foran Asger Jorns maleri Stalingrad og havde svært ved at finde sprog, for det vi så.

Næste morgen vågnede vi op med frygtelige tømmermænd og blev udsat for akustisk tortur i form af LP'er med Asger Jorns og Jean Dubuffets vilde improviseringer på trompet.

På vej ud af museet købte jeg Asger Jorns bog Naturens orden. En helt umulig og komplet anarkistisk bog, der er udtryk for en grænseløs nysgerrighed og megaloman vilje, hvad der giver læseren både hovedbrud og momenter af eufori. Jeg tænkte, at Jorns spændvidde var helt vild, og at der var uendeligt højt til loftet.

Hvad har Jorn betydet for dig som kunstner?

Jorn så ikke nogen modsætning mellem at være både et ekspressivt og skabende menneske og et kritisk og analytisk menneske. For Jorn handlede det om at omfavne og udfolde alle aspekter af det menneskelige.

Jorn ville, at tænkningen skulle være en fest, og hans skrifter kan ligne et pløret orgie af tanker og idéer. Det er en knytnæve til alle skarpt opdelte vidensdiscipliner det tager jeg med mig.

Om Ferdinand Ahm Krag

Ferdinand Ahm Krag er født i 1977 og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Han har deltaget i en række gruppeudstillinger og senest med udstillingen Waves over Graves på Esbjerg Kunstmuseum. 

Han er desuden anmelder, skribent og foredragsholder og har modtaget flere legater samt været medstifter af det kunstnerdrevne udstillingssted IMO.

Portræt af Ferdinand Ahm Krag

© Ferdinand Ahm Kragh

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo