Udstillinger
Donation Jorn, Silkeborg/billedkunst.dk. Asger Jorn, Avantgarden overgiver sig aldrig. Collection Pierre & Micky Alechinsky.

© Donation Jorn, Silkeborg/billedkunst.dk
Asger Jorn, Avantgarden overgiver sig aldrig. Collection Pierre & Micky Alechinsky.

Asger Jorn er ikke nice

1. januar 2014 bragte Politiken en kronik om Asger Jorn under overskriften Asger Jorn er ikke nice! skrevet af samlings- og forskningschef på SMK, Peter Nørgaard Larsen, og direktør på Museum Jorn, Jacob Thage. Kronikken kan du læse her:

Et tv-hold besøger et større dansk kunstmuseum. Holdet har gennem flere sæsoner produceret en reportageserie til landsdækkende tv. Præmissen er efter samme velfungerende opskrift: Den populære vært fingerer en fornemmet øjenhøjde med sine seere, og med lige dele naivisme og nysgerrighed infiltrerer han nogle mere eller mindre eksotiske miljøer, så som en religiøs sekt og en swingerklub. Nu er turen kommet til samtidskunsten, som tilsyneladende hører til samme kategori. Værten er velforberedt, og inden kameraerne ruller, står det klart, at han absolut ikke er ubevandret i kunstens verden. Men seernes identifikation med værten må ikke sættes på spil. Vigtigst af alt: Han må på ingen måde risikere at tale ned til sine seere, som åbenbart ikke forventes at have sat deres ben på et kunstmuseum.

Til lejligheden har tv-værten derfor sat kunsteksperten fra den konkurrerende kanal i stævne på museet. Beredvilligt og foran kameraerne svarer kunsteksperten både underholdende og indsigtsfuldt på sin kollegas mange spørgsmål. Programmets sidste hovedperson, som vært og ekspert betragter som en væsentlig nulevende provokunstner på den danske kunstscene, er ikke at finde i museets sale. Det falder dem begge for brystet, at den pågældende kunstner trods stor mediebevågenhed ikke er markant repræsenteret på landets kunstmuseer. Det hele er selvfølgelig en velforberedt pointe i programmet, der skal understrege institutionernes konservatisme og manglende vovemod. Men når nu det mest radikale i dansk kunst ikke er museumsegnet, så må det modsatte jo gøre sig gældende, kan de to tv-folk blive enige om. Kunsteksperten tager styringen og leder både tv-vært og tv-hold ind i en ny udstillingssal. Og det er her, at det går lidt galt. "Det her er pynt," siger kunsteksperten og peger ud i lokalet, der rummer en række hovedværker af Asger Jorn.

Det er fristende at gøre sig morsom på bekostning af et tv-program, der vel at mærke blev vist sidste år, og hvor ovenstående citat blev taget ud af den endelige udsendelse. Pointen med denne anekdote fra den virkelige verden er dog en ganske anden. For det må give anledning til eftertanke, ikke mindst hos os kunsthistorikere, når en af landets betydeligste kunstnere betegnes som en pyntekunstner. Eller sagt på en anden måde: Hvad er årsagen til den ellers kyndige kunsteksperts fejlagtige dom over Jorn? Ser man på den gængse, kunstfaglige opfattelse af Jorn, har vi de sidste mange år groft sagt ikke formået at løfte den store danske kunstner udover pyntestadiet. Størstedelen af de sidste årtiers udstillinger og publikationer om Jorn (og der har været mange) har, trods mange kvaliteter, i overvejende grad hæftet sig ved billedet af Jorn som den store ekspressive kunstner. Det altoverskyggende fokus har ligget på Jorns maleriske virke, og fra det udgangspunkt fremstilles han traditionelt som en modernistisk maler af samme skole som andre af tidens spontant abstrakte malere. Men Jorn var og er andet og meget mere end det. Det vender vi tilbage til.

I år er det 100-året for Asger Jorns fødsel. Det markeres helt naturligt med en række større og mindre manifestationer og ikke blot på dansk grund. Det er i sagens natur glædeligt, og det hører jo til sjældenhederne herhjemme, at en billedkunstner får mulighed for at blive foldet ud og perspektiveret flere steder på en gang. Det signalerer, at Jorn har sat et aftryk. Men hvilket, og er der blot tale om et? Jubilæumsmarkeringer rummer først og fremmest en mulighed for både nybegyndere og kendere til at gå i dybden og komme godt rundt om emnet. Anledningen kan blive en katalysator for ny viden, der kan reaktualisere Jorn og gøre os klogere på hans kunst. Omvendt indebærer sådanne markeringer også en fare for, at man forfalder til gemene platheder, som vi så det flere gange under HCA-året. H.C. Andersen overlevede, hvilket vidner om, at den almene kritiske bevidsthed er en hård dommer, og at det platte sjældent afsætter et varigt indtryk udover det komiske. Værre er det, når de såkaldt autoriserede misbruger chancen og blot serverer samme gamle og uopdaterede udlægninger i nye festlige rammer. Halve sandheder har det, som vi ved, med at blive til hele sandheder, hvis de gentages ukritisk igen og igen.

Men hvorfor overhovedet ændre billedet af Jorn? Hans værker går til svulmende priser på kunstmarkedet, og udstillinger om Jorn er typisk yderst velbesøgte. Hvorfor ændre historien, når nu den er så vellidt og rentabel? Kunsthistorikerens svar vil i første omgang være, at kunsthistorie faktisk er forskning, og at kunsthistorikeren efter bedste evne og med kritisk sans tilstræber sandheden. Hele sandheden. Også selv om den – som det i den grad er tilfældet med Jorn – har det med at stritte i mange retninger og aldrig bliver absolut. Et andet svar er, at ny viden tilføjer fornyet relevans. Den kan være med til at lirke uopdagede betydninger ud af sit emne, som igen kan perspektivere den verden, vi befinder os i nu og her. Omvendt er risikoen med kunsthistorisk tomgang, at den gør sit emne til en ligegyldig rutine, der afskærmer os for væsentlige indsigter om både fortid og nutid.

Jorn ville ikke selv være blevet forskrækket over prædikatet "pynt". I pynten genkendte han en basal menneskelig udtrykslyst.  Allerede i 1941 proklamerede han: "Det store kunstværk er den fuldendte banalitet… Disse skovsøer i tusinde stuer med guldbrunt tapet hører til kunstens dybeste inspirationer… De børn, der elsker glansbilleder og indklæber dem i bøger påtrykt Album giver kunstnerne større håb end diverse kunstkritikere og museumsdirektører". I dette sammenskrevne citat fra Intime banaliteter er Jorns radikale afstandstagen fra varetagerne af den gode smag tydelig. Men samtidig signalerer det også, at hans projekt er grænseoverskridende i forhold til kun at omfatte det store klassiske oliemaleri.

Den folkelige fortælling om Jorn er på lange stræk, og ikke uden at han selv har haft en finger med i spillet, den danske kunstnerfortælling: desagtet i hjemlandet, men hyldet i udlandet. Det er en sandhed med modifikationer. I Silkeborg var der altid en gruppe af borgere, der stod klar til at hjælpe ham i sygdom og nød. De købte aktier i ham som en tidlig art crowdsourcing, da han drog til Paris. De fik ham indlagt på Silkeborg Sanatorium, da han var dødeligt syg, og de hjalp ham videre til Albisola, hvor det internationale gennembrud ventede. Derfor donerede han sin samling til Silkeborg. Og fremsynede kræfter var klar til at tilbyde ham store opgaver som Det store relief på Århus Statsgymnasium. Gennemførelsen af det projekt krævede sine sværdslag af gode venner. Jorn stod ikke alene i Danmark. Der var et marked for hans værker, som gik til gode priser, og han var i stand til at brande sig selv. Fortællingen om Jorn er langt mere end den miskendte kunster.

Formidlingen af Jorn har været for ensidig, når han for en stor del af det danske publikum identificeres som Cobra-kunstner. Korrekt er det at han var medstifter af denne markante europæiske kunstnergruppe, men dens levetid strakte kun tre år. Interne uenigheder mellem de forskellige deltagere var for stor. Jorns værk er langt større og sætter sig helt andre spor på den europæiske kunstscene. Når Museum Jorn næsten ugentligt huser forskere fra de andre skandinaviske lande, Europa og USA, er det ikke Cobra som er i fokus, men derimod hans radikale eksperimenter med digteren Guy Debord, kunstnergrupperne International Situationisme, Gruppe Spur og projektet Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme. For mange af de internationale forskere var Cobra blot en trædesten på vejen til noget langt vigtigere. Netop en række af disse ofte yngre kunsthistorikere, danske såvel som udenlandske, har de sidste år udfordret den gængse, og noget ensidige fortælling om Jorn. Med et friskt blik på Jorns arbejde og liv peger de på en kunstner, der var i konstant dialog med sin omverden, og som hele tiden genopfandt sit sprog – på lærred, på papir, i ler eller i hans utallige kritiske refleksioner på skrift. Ikke mindst retter de et fornyet fokus på den radikalitet og politiske og sociale aktivisme, der dominerer Jorns livsværk, og som ligger langt fra opfattelsen af ham som blot en ekspressiv maler. Jorns umådelige mangel på mådehold i sine kunstneriske udtryk sammenfatter de som en kompromisløs vilje til at eksperimentere og finde nye veje for sit politiske engagement. Fra start til slut løber den politiske og aktivistiske side af Jorn som en understrøm gennem hele hans kunstneriske virke, også når han er allermest abstrakt.

Den nye fortælling om Jorn bryder med den klassiske romantiske fortælling om den lidende og sultende kunstner, der alene kæmper med sine indre dæmoner. Jorn opsøgte konstant samarbejdet, dynamikken, dialogen og skænderiet. Da han krydsede det sønderbombede Europa i 1946 for at møde Picasso, var det for at få den spanske mester til at deltage i et nyt tidsskrift. En af de fascinerende spændinger hos Jorn er, at han formår at udfordre det klassiske individualistiske oliemaleri. Han laver store fællesværker og afprøver forskellige teknikker og materialer og vilde eksperimenter såsom modifikationer, hvor han "spolerer" andres malerier. Gør kompleksiteten hos Jorn ham mindre interessant? Tværtimod! Gør det ham til en anakronisme, at han var erklæret kommunist? Nej! Han vægtede altid frihed højere end paroler, og partibogen fik aldrig lov til skarpt at diktere hans kunstneriske virke. Som andre kunstnere i det 20. århundrede benyttede han snarere kommunismen som et afsæt til sit engagement i sin omverden. Hans vedvarende og kreative kommentarer til tidens bevægelser i samfundet var altid engagerede, åbne og kritiske. Eller som Steven Harris fra University of Alberta siger om Jorn: "Han er den ideelle, engagerede borger."

Jorns engagement var indenfor mange områder: politik, arkitektur, filosofi, økonomi, historie og æstetik, men altid fra en kunstners radikale position. Det var ikke den danske konsensusdyrkende dialog, og det var ikke altid båret af et fromt ønske om, at man i fællesskab skulle nå ind til en ny fælles holdning. Ofte var det polemikken, hvis ikke det direkte skænderi, han dyrkede. Det var ikke uden grund, at et af hans mange tidsskrifter hed Eristica – "at brydes" – hvor formålet ikke er at blive klogere, men udelukkende at vinde og få ret – uanset hvilke metoder der tages i brug. Jorn er en enfant terrible, også i vores egen tid, hvor kunst ofte bliver betragtet som en parallelverden, man kan dykke ned i i kunstmuseernes trygge og komfortable rammer en søndag eftermiddag. Han stikker, provokerer og er både ekstrem morsom og alvorlig, ligesom han til tider er skide irriterende, hvis man egentlig bare gerne vil nyde kunsten. Men man berøver ikke bare Jorn en masse, hvis man fortsat insisterer på, at han er salonfæhig.

Hvad er det så, der bør fortælles i løbet af jubilæumsåret? Statens Museum for Kunst og Museum Jorn viser i samarbejde to store udstillinger: Asger Jorn – Rastløs Rebel og EXPO JORN – Kunst er fest, der har som fælles ambition at udfordre den gængse fortælling om Jorn, formidle den nyeste forskning, åbne perspektiverne i hele Jorns værk og aktivere publikum til selv at tage del i den kunstneriske aktivitet.

For SMK er jubilæumsåret en glimrende anledning til at folde Jorns mangesidige livsværk ud – både de glemte sider og hans mere komplekse teoretiske arbejde. Med godt 200 værker stiller den retrospektivt anlagte udstilling netop skarpt på den gennemgående politiske og aktivistiske side af Jorn: Fra ungdommens politiske vækkelse i klare figurative former, over Cobra-tidens fokus på sociale fællesskaber og et fællesmenneskeligt formsprog til den tiltagende avantgardistiske kritik, der når et højdepunkt med Situationistisk Internationale og Jorns eget Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme.

Med over 600 værker fra mere end 80 kunstnere komplementerer Museum Jorn udstillingen, ved at invitere publikum til at gå på opdagelse i verdenskunsten med Jorns øjne. Udstillingen på Museum Jorn præsenterer de største navne fra Jorns århundrede: Munch, Picasso, Kandinsky, Miro, Klee, Le Corbusier og mange flere i diskussion og dialog med Jorns egne værker. Udstillingen viser, hvordan Jorn blev begejstret, inspireret, samarbejdede med og gjorde oprør mod andre kunstnere. Hvordan kunst er en fest hvor man mødes tilfældigt på kryds og tværs med det formål i fællesskab at skænke hinanden en oplevelse. 

For Museum Jorn er 100-året på en måde år nul og begyndelsen på et nyt århundrede, hvor fokus gradvist skifter fra at indsamle breve, dokumenter og værker til skatkammeret til i højere grad at formidle de mange aspekter ved Jorn til et bredere publikum i et spritnyt moderne museum i centrum af Silkeborg.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo