Udstillinger

Sal 222

Kønnet i kunsten

Dansk Kunst 1870-1900

Kristian Zahrtmann, Dronning Christina i Palazzo Corsini, 1908

Anna Petersen, Bretagne-pige ordner planter i et drivhus, 1884

Kunsthistorien er baseret på myten om det frie, skabende geni – en rolle, som kvinder traditionelt set ikke har haft mulighed for at indtage.

Inden kvinder fik adgang til Kunstakademiet i 1888, havde de begrænsede rammer for billedkunstnerisk udfoldelse, og selv derefter fortsatte kunsthistorien med primært at blive skrevet af og om mænd, ligesom eftertidens museumsinstitutioner har haft tendens til at overse kvinderne.

kvindelige kunstnere, erotiserede mænd og maskuline kvinder

Kvinders position i kunsthistorien har således typisk været som muse, æstetisk motiv eller erotisk objekt. Men der er heldigvis også andre historier at fortælle: om kvindelige kunstnere, erotiserede mænd og maskuline kvinder. Denne sal tematiserer normerne for kønnet i kunsten ved at vise eksempler på værker og kunstnere, der på forskellig vis bryder med disse normer.


Kønnet i kunsten - i dag

Hør billedkunstner Marianne Jørgensen og kunsthistoriker Rune Gade i samtale om kønnets betydning for idéer om ’kunstnerisk kvalitet’, kunstinstitutionens in- og eksklusioner og den øvrige visuelle kultur samt kunstnerens uddannelse, produktionsvilkår og karriere.

Marianne Jørgensen er kunstner og kurator. Hun arbejder tværfagligt og tværmedialt. Hun var bl.a. kurator på kulturprojektet Kønsspektakler (2007) og har senest stået bag land art projektet love alley (2008-11).

Rune Gade er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet med speciale i samtidskunst samt køn og seksualitet. Han har bl.a. udgivet bogen Kønnet i kroppen i kunsten (2005) samt en lang række artikler om samtidskunst.


Kønnet i kunsthistorien

Opmærksomme kunsthistorikere har i flere årtier problematiseret eksklusioner og hierarkier inden for faget, der baserer sig på kønsforskelle. I 1970’erne fokuserede kritikerne primært på den manglende repræsentation af kvinder i den kunstneriske kanon og arbejdede på at indskrive dem i den etablerede kunsthistorie. Men siden har flere feministiske kunstnere og teoretikere påpeget, at selve den kunsthistoriske fortælling stadig er grundlagt på myten om det det frie, mandlige geni – og at der i stedet må skabes rum for andre fortællinger.

En kunsthistoriker som den engelske Griselda Pollock argumenterer bl.a. for at feministiske vinkler på kunsthistorien helt vil redefinere måden hvorpå vi arbejder med kunst. En sådan revurdering handler altså om andet og mere end kunstnerens biologiske køn. 

Salen, der tematiserer ’kønnet i kunsten’ i perioden frem til det 20. århundrede, peger på flere aspekter af forholdet mellem køn og kunst, end vi ville kunne vise ved udelukkende at præsentere værker af kvindelige kunstnere. Først og fremmest er det jo ikke kun kvinder der har et køn! I stedet fortæller værkudvalget netop, at hvad angår vilkårene for kunstnerisk produktion og kunsthistorisk kanonisering, så spiller køn tæt sammen med faktorer som klasse og seksualitet og andre identitetskategorier.

Denne sal tilbyder derfor en øget opmærksomhed på kønsrelaterede normer i kunsthistorien 1750-1900, som forhåbentlig kan berige publikums blik på lignende værker i de øvrige rum.


Værker der bryder normerne for køn og seksualitet i kunsten 1750-1900

De kvindelige kunstnere gjorde sig fri fra en patriarkalsk tradition ved at uddanne sig til malere – og i flere tilfælde opnåede de endda en ligeså høj anerkendelse som mandlige kolleger. Det gælder fx Bertha Wegman, Anna Ancher og en mindre kendt kunstner som Holga Reinhard. I flere af deres portrætter skildres kvinder som individer med både ånd og hjerne – og ikke som figurer, der skal vække nydelse i kraft af deres nøgenhed.

Det gør derimod værkerne med yndlingen, den androgyne unge mand, som motiv. De feminine drenge kan fortolkes som homo-erotiske idealer og bryder med kunstens vanlige erotisering af den nøgne kvindekrop, som fx hos Heinrich Eddelien og Ditlev Blunck,

Det samme gør Kristian Zahrtmanns kvindefigurer, der fremstår maskuline og mandhaftige. Især Dronning Christina af Sverige overskred normerne for kvindekønnet på sin egen tid: hun fik næsten samme opdragelse og uddannelse som en dreng, og efter hun abdicerede og flyttede til Rom fik hun stor betydning som mæcen for kunst og videnskab. Desuden hed det sig, at hun ofte klædte og opførte sig som en mand, hvilket fascinerede Zahrtmann.    

Det er sjældent at se kvinder som helte eller hovedrolleindehavere i historiemaleriets genre, så her skiller værkerne af Leonora Christina sig ud. Zahrtmann selv, der med en aktuel betegnelse kan kaldes ’queer’, dyrkede dog de rent mandlige fællesskaber og mente ikke, at kvinder var i stand til at blive gode kunstnere.


Litteratur - hvis du vil vide mere

  • Germaine Greer, The Boy, London, 2003.
  • Lone Høyer Hansen et al (eds), Før usynligheden – Om ligestilling i kunstverdenen, København, 2005.
  • Morten Steen Hansen, Kristian Zahrtmann. En homoseksuel kunstneridentitet i Danmark ved århundredeskiftet og den kunstneriske fremstilling af homoseksualiteten i Nordeuropa, Københavns Universitet, 1993.
  • Jonathan D. Katz, Hide/Seek: Difference and Desire in American Portraiture, Washington DC, 2010.
  • Camille Morineau, Elles[at]centrepompidu: Women artists in the collection of the musée national d’art moderne centre de creation industrielle, Paris, 2009.
  • Griselda Pollock, Vision and Difference. Feminism, Femininity and the Histories of Art. London, 1988.
    Griselda Pollock, Encounters in The Virtual Feminist Museum. Time, Space and the Archive, London, 2007.
  • Nanette Salomon, “The Art Historical Canon: Sins of Omission”, The Art of Art History: A Critical Anthology, Ed. Donald Preziosi, Oxford / NewYork, 1991.
  • Patrick Steorn, "Queer in the museum", Lambda nordica Nr 3-4 vol 15 2010.
  • Anne Lie Stokbro, Anna Ancher & Co. – de malende damer, Ribe, 2007.
arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster