Udstillinger

Afstøbningssamlingens historie

Afstøbningssamlingen blev grundlagt i 1895 som en del af SMK og består i dag af over 2000 afstøbninger. Her kan du dykke ned i samlingens turbulente historie.

1700 – 1900: Den hvide mands hvide kunst

Over 2000 kopier i gips efter skulpturer fra hele Europa. Hvad skal vi med dem? Det er stadig et åbent spørgsmål, som vi gerne vil finde nye svar på. Der er historiske og ideologiske grunde til, at vi har dem: Det videnskabelige grundlag for samlingen blev sat i 1700-tallet af arkæologiens og kunsthistoriens ”fader”, Johan Joachim Winckelmann (1717-67). Han afskyede sin samtids barokke kunst, som derfor ikke er at finde her.

Winckelmann kastede sin kærlighed på antikkens kunst, som dominerer samlingen. Winckelmanns smag blev også Nyklassicismens smag. Den dominerede store dele af Europæisk kunst frem til 1900-tallet. Winckelmann stræbte efter objektivitet, men hans homoseksuelle drift overvandt ind imellem hans dømmekraft, når han skulle vurdere et værk.

Afstøbningssamlingen blev grundlagt i 1895 som en del af Statens Museum for Kunst. Den blev finansieret og ledet af ”Bryggeren” Carl Jacobsen (1842-1914).

Gipsfigurerne fyldte hele underetagen af museet, og var opstillet i kronologisk rækkefølge fra ca. 600 f.Kr. til ca. 1600 e.Kr., fra antikken over middelalderen til og med renæssancen, hvor den nationale, danske kunst begyndte. Ideen var, at man på encyklopædisk vis ville vise den gode borger, hvordan fremstillingen af menneskekroppen i vestlig kunst havde udviklet sig parallelt med den europæiske åndshistorie, frem mod stadig større grader af frihed, demokrati, erkendelse, og skønhedssans.

Samlingen blev etableret, mens europæerne endnu var kolonimagter, og det var almindeligt at anse den hvide mand, hans kunst og kultur for at være overlegen. De hvide afstøbninger af skulpturer passede perfekt til at fortælle disse historier.

1900 – i dag: Traditionen i krise

Efter år 1900 var traditionen i permanent krise. Revolutioner og krige viste, at den hvide mands stræben ikke nødvendigvis ledte til større frihed, fred eller demokrati. Flere kolonimagter faldt efter 1. verdenskrig. Mens avant-gardekunsten gjorde en dyd af at håne traditionen og fortiden, omfavnede totalitære kommunister, nazister og fascister antikkens formsprog.

Da den abstrakte kunst indtog kunstscenen efter 2. verdenskrig, var der ikke længere brug for kopier, hverken til at studere efter, eller til at lade sig belære af. I 1966 blev Afstøbningssamlingen kørt bort for at møde sin skæbne i en utæt lade udenfor København.

En gruppe mennesker begræd dog afstøbningernes skæbne. Mange af de originale værker, afstøbningerne var kopieret efter, havde lidt skade på grund af overdreven rensning for at fjerne den originale bemaling eller på grund af syreregn. Afstøbningerne var nu i bedre stand, end de værker, de var kopieret efter. Desuden var den danske samling en af de største i verden, fordi andre samlinger var blevet ødelagt.

I 1984 lykkedes det at få flyttet afstøbningerne til Vestindisk Pakhus (bygget af C.F. Harsdorff 1780-81). Man brugte 17 år på at samle, reparere og genopstille gipserne, men i 2002 blev de ansatte sparet væk og åbningstiden reduceret.

Vi holder stadig gang i samlingen. Vi satser på ”co-creation” hvor deltagerne forandrer samlingen mens de arbejder med den; Man kan bestille tid til omvisninger eller til at arbejde med gips på værkstedet; Det er et spændende sted at fotografere eller at tegne; Mange forbipasserende er glade for, at vi har toiletter.

Stedet kan fortælle mange historier. Det er et mærkeligt tilfælde, at den hvide mands hvide kunst nu står i et pakhus, der engang rummede de varer (især rom og sukker), som sorte slaver producerede på De Vestindiske Øer.

Aktiviteterne på Afstøbningssamlingen kan følges online på Facebook og på smk.dk

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo