Udstillinger

x-rummet. Yvette Brackmann: Land

13. okt. 2001 - 6. januar 2002.

Den amerikanske billedkunstner Yvette Brackman, der er udnævnt som professor på det Kongelige Danske Kunstakademi, skabte det tredje projekt i x-rummet. Udstillingen hed Land og blev vist i perioden 13. oktober 2001 til 6. januar 2002.

Yvette Brackman er af russisk afstamning. I hendes projekt tager hun udgangspunkt i forskellige aspekter af russisk kultur og historie. Hun er især optaget af den justering og tilpasning, som forskellige strukturer undergår, når den politiske, sociale eller samfundsmæssige situation ændres drastisk - sådan som det ofte har været tilfældet i Rusland. I juli måned foretog Yvette Brackman en længere researchrejse til Rusland, hvor hun har fotograferet, videofilmet og indsamlet forskelligt arkivmateriale. Det redigerede videomateriale indgår i udstillingen, mens dele af hendes fotografier kan opleves i det katalog, som ledsager udstillingen.

For Yvette Brackman er teaterstykket Kirsebærhaven (1904) af den russiske forfatter Anton Tjekhov et paradigme på tilpasningen og overlevelsen af ideer, opfattelser og traditioner, selvom grundlaget for dem forandres fuldstændigt. Stykket iscenesætter et af de store skift i den russiske samfundsorganisation. Familiens mandlige overhoved spiller billard som en næsten terapeutisk metode til at håndtere forandringen. Et vigtigt element i udstillingen er et bearbejdet billardbord.

Yvette Brackman interesserer sig især for det jamalnentske område i det nordvestlige Sibirien. Hun er fascineret af de kulturer og de komplekse historier, som knytter sig til området. Her lever stadig et nomadisk folk, som ernærer sig ved rensdyravl. I 1930'erne etablerede Stalin kollektive landbrug og udbyggede fangelejrene i området, og i dag foregår der er en omfattende udvinding af olie og naturgas.

I sit projekt omsætter hun idéer og materiale til et næsten landskabeligt arrangement af lette, flytbare elementer. Elementerne er udført i forskellige materialer, bl.a. en slags taburet-skulpturer i styrofoam, der ligner tilisede sten, og metalkonstruktioner i stålrør beklædt med stof, der vækker mindelser om telte, bore- eller vagttårne. De enkelte dele kan flyttes rundt, kombineres og anvendes til forskellige formål: som projektionsskærme for projektets videodel, som siddepladser for publikum eller som podier for videoudstyr og monitorer.

På et overordnet plan handler Yvette Brackmans projekt om fleksibilitet, tilpasning, omskiftelighed og mobilitet.

Til toppen

Robert Jacobsen & Paris - Rummets poesi

15. 9. 2001 - 13.1. 2002

Udstillingen var en præsentation af den danske billedhugger Robert Jacobsens værker fra perioden 1947-1959, hvor han placerer sig centralt i det internationale kunstmiljø i Paris.

I juni 1947 rejser Robert Jacobsen og den danske maler Richard Mortensen med toget ned gennem det sønderbombede Tyskland på deres vej til Frankrig. Hver gang toget stopper, kigger de ud på ruiner og tiggende mennesker. Rystede ankommer de til Paris, hvor de beslutter sig for at ville kæmpe for genopbygningen af det ødelagte Europa.

Galerie Denise René
Hurtigt kommer de to danskere i kontakt med det progressive Galerie Denise René. Her finder de ligesindede kunstnere, der også ønskede at kæmpe for udviklingen af et nyt demokratisk samfund med deres kunst. Det var folk som Victor Vasarely, Jean Dewasne og Jean Deyrolle. Sammen gik de på jagt efter et nyt formsprog. De vendte tilbage til de elementære bestanddele i kunsten. Et enkelt og rent formsprog blev målet med deres abstrakte kunst, som de også kaldte 'konkret kunst'.

Robert Jacobsen spiller en central rolle i dette kreative miljø med sine helt stramme, sortmalede jernskulpturer, hvor han arbejder med de enkle former, rytmen og bevægelsen samt indkredsningen af det tomme rum i skulpturens centrum på en unik og banebrydende måde.

Fra sten til jern
Det er først, efter at Robert Jacobsen er kommet til Paris, at han begynder at arbejde i jern. Før havde han hugget i sten, men var stødt på et problem. Han havde hugget ind i stenen på jagt efter det tomme rum i skulpturens centrum; men der var en grænse for, hvor meget han kunne hugge væk, uden at stenen ville gå i stykker. Meget større frihed opnåede han med jernet, samtidig med at skulpturerne også blev lettere og mere elegante i udtrykket.

De tidlige eksperimenter
På udstillingen kunne man se de værker, Robert Jacobsen skaber i perioden 1947-59. Det var muligt at følge vejen fra de første tidlige forsøg i jern videre til de langt mere avancerede kasse- og rammeskulpturer, hvor et skelet holder de abstrakte former fast. Desuden kunne man se de forsøg, Robert Jacobsen udførte sammen med Jean Dewasne, hvor de bemaler skulpturerne.

Klar form
I perioden lige efter 1950 når Robert Jacobsen endelig frem til sine mest rene skulpturer. Helt stramme i formerne, som bl.a. er fremhævet ved, at alle værkerne er malet matsorte. Væk er kasserne, væk er rammerne. Tilbage er de rene abstrakte former, der indkredser og fastholder skulpturens rum, den vægtløse masse.

Større stoflighed i skulpturen
I 1957 forlader Robert Jacobsen Galerie Denise René. Hans skulpturer havde skiftet udtryk. Materialet blev nu en væsentlig del af skulpturen. Jernet blev ikke længere malet matsort, men blev bearbejdet, så det ved oxydering skiftede farve. Samtidig blev skulpturerne mere komplekse i deres udformning. Robert Jacobsen var nået frem til det formsprog, der blev så karakteristisk for ham, og som han benyttede frem til sin død i 1993.

Katalog
Der er udgivet en bog i forbindelse med udstillingen: Mette Højsgaard: Robert Jacobsen & Paris på 192 sider med engelsk version bagest i bogen, pris kr. 248. Desuden blev der udgivet en cd Robert Jacobsen inspired by Jazz med 17 numre fra 50'erne, pris: kr. 99,95. Bogen og cd'en kan købes i museets boghandel, så længe lager haves.

Til toppen

Cranach

26. april - 8. september 2002

Den tyske renæssancekunstner Lucas Cranach den Ældre (ca. 1472-1553) virkede det meste af sit liv i Wittenberg i Nordtyskland. Netop her voksede i begyndelsen af 1500-tallet den protestantiske reformbevægelse frem som en protest mod den katolske kirke. Bannerfører var Martin Luther, der var Cranachs gode ven og jævnaldrende. Cranachs kunst skal ses på baggrund af denne turbulente tid i europæisk kirkehistorie.

Statens Museum for Kunst ejer en stor samling af Lucas Cranachs billeder: 19 malerier og godt 75 grafiske værker. Hovedparten af samlingen blev præsenteret på denne udstilling.

Lucas Cranach den Ældre
Cranach blev født omkring 1472 i den lille by Kronach, som han senere tog sit navn efter. Vi ved ikke meget om Cranachs tidlige liv. Omkring 1504/05 blev han ansat i Wittenberg som hofmaler for kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen.

I Wittenberg etablerede Cranach et stort malerværksted. Derudover drev han byens apotek samt en forlagsvirksomhed. Endvidere blev han i flere omgange valgt til borgmester. Kunstneren, forretningsmanden og politikeren Cranach blev en kendt og agtet - og ikke mindst rig - borger i Wittenberg.

Cranach, Luther og reformationen
Cranachs værker produceredes i en brydningstid, hvor den katolske kirke blev udsat for massiv kritik fra bl.a. Luther. Man plejer at sige, at reformationen i Tyskland begyndte med Luthers offentliggørelse af sine såkaldte "95 teser" i 1517. Her kritiserede han især kirkens afladshandel. Den katolske kirke påstod, at man med afladsbreve kunne købe sig til en kortere straf i skærsilden. Dette afviste Luther. Han forkastede endvidere enhver idé om, at mennesket ved sine gerninger kunne opnå velvilje hos Gud og dermed retfærdiggørelse og frelse. Alene gennem troen på Kristus, insisterede han, kunne man frelses.

For Luther var det vigtigt, at det religiøse billede "kun" var et billede, ikke en genstand, der kunne tillægges overjordiske kræfter, som det var blevet gjort med mange katolske billeder. Det var desuden vigtigt, at budskabet i billederne var helt tydeligt. Det er nærliggende at se netop Cranachs meget enkle, ofte fladebundne stil som en konsekvens af Luthers nye billedopfattelse.

Cranach og Luther arbejdede til tider tæt sammen bl.a. om udgivelsen af propagandabøger, hvor forskellen mellem den katolske - og den lutherske kirke blev fremhævet. På trods af venskabet med Luther havde Cranach imidlertid også katolikker blandt sine kunder.

Udstillingens opbygning:

Udstillingen var delt i fem temaer:

1. Lucas Cranach og hans tid
- en præsentation af udstillingens idé, kunstneren og den tid han levede i.

2. Cranach og hans værksted - reformationen - Luthers billedforståelse
- en introduktion til den baggrund, Cranach arbejdede ud fra: Hvordan fungerede hans værksted, hvad var reformationen, og hvilken betydning fik den for Cranachs kunst?

3. Troens tegn
- her blev fokuseret på Cranachs religiøse værker, dels de katolske, dels de lutherske, herunder de mange katolske værker, som blev gentolkede og genbrugt af lutheranerne.

4. Valg og frelse
- det kristne menneskes valg var et centralt tema i Luthers teologi. I flere værker beskæftiger Cranach sig netop med dette valg, fx i det berømte melankoli-billede, og i visse af de mytologiske billeder.

5. Portrættets mission
- Cranachs portrætter forekommer for det meste meget skematiske og upersonlige, dvs. ikke individualiserede. Dette udtryk kan tolkes som en påvirkning fra Luther, idet portrætterne først og fremmest skulle fungere som billeder, tegn, og ikke noget der kunne forveksles med virkeligheden.

Til toppen

Dialog. Tage Andersen på Statens Museum for Kunst

20. februar - 28. april 2002

Et kunstværk bliver først levende, når man går i dialog med det. Nogle værker byder sig til, andre er mere lukkede. Hvilke værker, der gør hvad, er forskelligt fra person til person. Dialogen med et kunstværk kan hjælpes på vej, spørg blot omviserne på Statens Museum for Kunst, der oplever publikums respons på guidede ture rundt i museets sale. Endelig kan man indbyde andre til dialog om et kunstværk -- det kan helt forandre ens oplevelse af værket eller måske føje nye facetter til.

Under titlen Dialog havde Statens Museum for Kunst i foråret 2002 inviteret den internationalt berømmede danske blomsterkunstner Tage Andersen til at lade sine kreationer gå i dialog med museets værker. Cirka 45 steder materialiserede magien fra hans eventyrlige blomsterbutik i Ny Adelgade i København sig i blomsterobjekter, der spillede sammen med såvel enkelte kunstværker som hele rum på museet - omkring 20 af "tableauerne", som Tage Andersen foretrækker at kalde sine værker, var skabt specielt til Statens Museum for Kunst, resten gik op til femten år tilbage i tiden og føjede således et retrospektivt skær til udstillingen.

"Forhåbentlig kan denne dialog medvirke til, at man ser med nye øjne på både kunstværkerne og mine tableauer," forklarer han. "Allis Helleland og jeg har tidligere talt sammen, uden at det dog mundede ud i et egentligt samarbejde, men da hun præsenterede denne idé, kunne jeg straks relatere til den. Det mindede mig om den udstilling, Statens Museum for Kunst i sin tid havde med Erik Mortensens haute couture. Jeg kan godt lide store separatudstillinger, men jeg er også lykkelig for en udfordring som denne, hvor man spiller sammen med de eksisterende rammer."

Vi træffer en koncentreret Tage Andersen på Statens Museum for Kunst et par uger før premieren,- på en mandag, hvor museet holder lukket for besøgende. Sammen med sin faste fotograf gennem mange år, Bent Rej, arbejder Andersen intenst rundt om i det tyste museum for at gøre de sidste detaljer klar og for at fotografere seks-syv af installationerne til den lille guide, der trykkes i forbindelse med udstillingen. Beskæring af planter er på dette stade overstået. Denne dag gælder det billedbeskæring, og Tage Andersen sætter lige så ofte øjnene til kameraets søger som fotografen. Han bliver ikke kaldt perfektionist for ingenting.

I et af rummene med den hollandske maler Cornelius Norbertus Gijsbrechts' lærreder føler Andersen en særlig samhørighed mellem sine blomstertableauer, og så disse klassiske stillleben fra midten af 1600-tallet. Netop her har han skabt Vinterfrugter, et rundt objekt med tørrede frugter, kerner, kogler og skaller placeret på et femkantet bord i bly og aluminium -og særligt fanges øjet af en kæmperødbede, som Tage Andersen har fået til at spire med frisk top i dagens anledning. En skærm skabt af en rødfarvet, kraftig rod fra en plante i sennepsfamilien tilfører fuldendt harmoni til objektet - og giver et indblik i Tage Andersens måde at arbejde på:

"Jeg har haft den rod liggende på mit loft i mange år uden være i stand til at finde anvendelse for den. Så pludselig en dag dukker den op i ens bevidsthed, mens man arbejder på et tableau." Tage Andersens begejstring for de gamle nederlandske malere næppe kommer bag nogen, der kender hans særlige stil, men hvordan forholder han sig til den moderne kunst i den nye, lyse tilbygning til Statens Museum for Kunst?

"Jeg har det da svært med for eksempel Richard Mortensen. Hans stærke farver ligger for langt fra mig, og der sker nok i disse rum i forvejen. Men nede hos Per Kirkeby og Michael Kvium har jeg det glimrende," forklarer han, hvilket er tydeligt for enhver, der ser blomsterobjektet foran Kviums to kæmpemalerier Tankens Magt og Kor.

Til toppen

x-rummet. Ceal Floyer

15 juni - 1. september 2002

Ceal Floyers værker er baseret på simple ideer. Når man leger med på ideen, flyttes fokus fra selve værket. I stedet åbnes et rum for vores egen forestillingsevne.

Ceal Floyer minder os om, at tingene måske ikke er så simple som vi tror. Selv det, vi tager for givet og synes er enkelt og logisk, indeholder i dets yderste konsekvens noget absurd og komplekst.

15 Minutes Ago
Værket gengiver en 15 minutter lang optagelse af et vækkeurs tikken - afspillet bagfra. Lydværket spiller på det tankeeksperiment, at tiden faktisk kan trækkes tilbage. De 15 minutter, det tager at høre værket, er pludselig ikke længere tid som går, men tid der allerede er gået.

Wall
Wall består af sort- og gulstribet advarselstape, der fuldstændig dækker en 72 m2 stor væg. Tapen er opklæbet direkte på væggen, i diagonale parallelle baner. Dens oprindeligt skrå striber danner nu vandrette striber. Resultatet er et slags "moderne vægmaleri", udført i et industrielt fremstillet materiale og et, ved nærmere eftersyn, helt dagligdags produkt.

Crawl and Scroll
Videoprojektionen Crawl and Scroll består af en computerpil, der enten kører vandret hen over væggen - hvad der i computersprog kaldes "crawl" - eller bevæger sig lodret op eller ned, "scroll". Når man umiddelbart ser videoprojektionen, har man en fornemmelse af, at pilens bevægelser begrænses af væggen. Lidt som kuglen i en pinball-maskine eller "bolden" i 1970'ernes tv-tennis-spil. Værket underordner sig rummet og ophæver det på én gang.

Ceal Floyer er interesseret i, hvordan helt almindelige genstande kan blive til kunst. Enten ved en minimal bearbejdning, eller ved at deres oprindelige, funktionelle formål erstattes med et æstetisk. Gennem sin kunst forsøger hun at vende tingene på hovedet og få os til at se dem - og verden i det hele taget - på en ny måde.

Til toppen

x-rummet. The Ride af Peter Land

16. feb. - 5. maj 2002

Peter Lands installation The Ride, er en lille film med musik komponeret af kunstneren selv.

Filmen er en videreførelse af hans tidligere arbejde som videokunstner. Hans værker er komiske, absurde og meget melankolske, men netop det tragikomiske i billederne giver hans kunst et kraftigt løft i forhold til publikum. Slapstick er hans foretrukne genre, som han også bruger i The Ride, hvor han optræder i hovedrollen som mislykket cyklist. Handlingen er enkel: cyklisten kommer kørende, vælter og sætter sig op igen; uheldet gentager sig, ikke én men mange gange, grinagtigt og til sidst med en enerverende konsekvens.

Faldet og gentagelsen er her som i andre værker Peter Lands billede på det moderne menneske, der er overladt til sig selv og sin egen hjælpeløshed i forsøget på at etablere en eller anden form for mening med eksistensen og således legitimere sin tilstedeværelse i verden.

Til toppen

Rundt om skulpturen - Børnenes Kunstmuseum

16. juni 2001 - 21. april 2002

Rundt om skulpturen var en udstilling, der inviterede børn til at undersøge den tredimensionale kunst. Der findes skulpturer i mange forskellige størrelser og materialer. Nogle er voldsomme i deres følelsesudtryk, andre er mere stilfærdige. Udstillingen viste 20 skulpturer af både ældre og nyere dato. Hver især bidrog de til at give børn en forståelse af skulpturens formsprog, teknik og fortællinger.

Udstillingens opbygning
Fodspor, efterladt af et mystisk væsen, ledte børnene rundt i udstillingen og bandt udstillingens forskellige rum sammen. Hvert rum havde sit eget tema: Skulpturen spejler sig, Det fastfrosne øjeblik, og Form og materiale.

I det første rum fik børnene i bogstaveligste forstand mulighed for at spejle sig i skulpturen. I et stort spejl smeltede skulptur og barn nemlig sammen. Det andet rum handlede om det fastfrosne øjeblik: historien uden ord i klassisk inspirerede værker.

På udstillingens anden etage kunne børnene stifte bekendtskab med en række meget forskellige former og materialer. Otte skulpturer af fortrinsvis moderne karakter er opstillet i modstillinger med titler som Opbygget - hugget ud og Massiv - luftig.

Der blev vist værker af blandt andet: Bertel Thorvaldsen, Georg Christian Freund, Christian Lemmerz, Lone Høyer Hansen, Jens Adolf Jerichau, Helen Schou, Morten Stræde, Hein Heinsen, Robert Jacobsen og Marino Marini.

Værksted og børneguide
I værkstedet kunne børn arbejde med forskellige materialer og temaer ud fra udstillingen. I løbet af året skiftede materialer og opgaver.

I forbindelse med udstillingen blev der vist en kort introduktionsvideo i Børnenes Biograf, og man kunne læse mere om de udstillede værker i udstillingsavisen indblik. Børnefamilier kunne på egen hånd gå på opdagelse i udstillingen med en børneguide.

Til toppen

Fokus på fremmede

19. januar - 9. juni 2002

Fokus på fremmede er en kommentar til den aktuelle debat om de fremmede. Med værker hentet fra museets samlinger viser vi, hvordan de fremmede - 'de andre' - gennem 500 år har fascineret os både som drøm og trussel.

"Orienten er ikke blot landfast med Europa; det er også hjemsted for Europas største og rigeste og ældste kolonier, kilden til dets civilisation og sprog, dets kulturelle modpart og et af dets mest grundlæggende og oftest tilbagevendende forestillinger om 'de andre'".

Edward W. Said i bogen Orientalism.

Kunstnerne søger inspiration
I mange hundrede år har vesterlandske billedkunstnere, digtere, komponister og dramatikere søgt inspiration i det fremmede. Frem til 1700-tallet brugte kunstnerne østerlandske scenerier og dragter, først og fremmest i religiøse motiver, men også i krigsbilleder. Her bliver de fremmede ofte afbildet som rå og grusomme, og det underbyggede de vestlige forestillinger om Orienten som hjemsted for uciviliserede "vantro".

Andenhåndsviden
Disse skildringer byggede næsten altid på andenhåndsviden. Først med det tyrkiske storriges fald i slutningen af 1600-tallet blev det lettere at rejse til Orienten. Koloniseringen af Østen og Afrika op gennem 17- og 1800-tallet var også med til at stimulere interessen for det eksotiske.

Orienten i 1800-tallet
Specielt i 1800-tallet blev Orienten dyrket i kunsten. Denne kunstretning kaldes "orientalismen". Dens indtog i kunsten skyldes i høj grad inspiration fra de billeder, som blev udført i sammenhæng med rejser, udenlandske besøg og krigshandlinger. Orienten lokkede både som fjende og som eksotisk kultur, og mange kunstnere var optaget af at skildre 'det anderledes'.

Inspiration fra Afrika og Oceanien
I begyndelsen af 1900-tallet udviklede kunstnerne et nyt formsprog, og inspirationen hentede de blandt andet fra den afrikanske og oceaniske folkekunst. Helt op i vor egen tid er det at rejse ud og søge inspiration stadig en vigtig del af en kunstners uddannelse.

De fremmede er ikke langt væk
Med masseturismen i det 20. århundrede kan langt flere mennesker end tidligere opleve 'de andre' i deres hjemlande. Rejsemålene bliver mere og mere eksotiske, og alt tyder på, at fascinationen af det fremmedartede er større end nogensinde før.

Globaliseringen - trussel eller udfordring?
Verdensbilledet har ændret sig meget de seneste årtier. Mange befolkningsgrupper har været på rejse efter arbejde eller på flugt fra krig og forfølgelse. 'De andre' er pludselig blevet en del af vores egen kultur. Trods den stigende globalisering møder vi dem dog stadig med mistro, når de rejser hertil. Fascinationen er til at overskue, når vi møder dem i vore hjemlige omgivelser nede om hjørnet.

Til toppen

Fokus på krig og ødelæggelse

18. maj - 20. oktober 2002

Krig og deraf følgende ødelæggelse er et ældgammelt tema inden for litteratur og billedkunst, men jo beklageligvis ikke kun begrænset dertil.

I salene 210 og 211 blev der udstillet en række af Kobberstiksamlingens tegninger og grafiske arbejder - fra Albrecht Dürer til Bjørn Nørgaard. De viste i kort begreb, hvordan kunstnere til forskellig tid har behandlet og varieret dette tragiske tema.

I nogle tilfælde har kunstneren forsøgt at fastholde øjebliksbilleder af krigens destruktive kræfter under og efter kampen på slagmarken. Selv om objektivitet ofte tilstræbes, er disse reportager dog som regel meget personligt farvede.

I andre tilfælde er temaet gjort til genstand for en satirisk, belærende, filosofisk, religiøs eller ligefrem romantisk fortolkning. Og endelig har en kunstner engang i 1960'erne med et nærmest rystende profetisk klarsyn skuet ind i en uvis fremtid - med stærke mindelser om den katastrofe, der fik hele verden til at skælve den 11. september 2001.

Som motiv i billedkunsten har krigsbilleder og slagscener en lang tradition, der går helt tilbage til antikken. Men det egentlige grundlag for genrens udvikling op gennem tiderne var nogle skelsættende og legendariske slagmalerier fra 1500-tallet skabt af tidens største italienske kunstnere, ikke mindst Leonardo da Vincis berømte Slaget ved Anghiari.

I 1500 og 1600-tallet var den spansk-nederlandske Firsårskrig (1568-1648) og Trediveårskrigen (1618-48) en barsk realitet for Europas befolkning gennem flere generationer.

De urolige tider afspejler sig i billedkunsten, hvor de i hvert fald afgav rigeligt råstof til en ny motivverden og helt nye billedtyper. I løbet af 1600-tallet udviklede krigsbilledet sig til en rigt facetteret genre. Denne rummede både de mere eller mindre dokumentariske skildringer af mindeværdige slag og hærføreres heroiske sejre og den frit opfundne slagscene uden helt - "the battle without a hero", som den er blevet betegnet. Også realistiske plyndringsscener og andre militære temaer blev nu en del af det kunstneriske repertoire, især i den hollandske og flamske kunst. Krigens billeder fik deres egen æstetik.

Til toppen

Fokus på Zahrtmann. Kroppen og historien

29. juni -10. november 2002

"Chr. Zahrtmann følte sig især hendragen til intime historiske Skildringer fra Fortidens Liv og blev af Leonora Christinas Jammersminde inspireret til en Række Billeder, der er enestående i det danske Historiemaleri i Henseende til dyb bevæget Originalitet; i andre Ting gik han undertiden over til Særhed." Julius Lange, 1895.

Da maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917) i 1914 udstillede Adam i Paradis (privat eje), blev det noget af en skandale. Visse kritikere fandt, at maleren havde ladet hånt om al anstændighed ved at fremstille sin erotiske interesse for mandskroppen i fuld offentlighed, og dette kun få år efter Den store Sædelighedssag (1906-07) med retsforfølgelse og fængsling af homoseksuelle mænd. Homoseksualitet blev af lægevidenskaben defineret ikke blot som en abnorm kønsdrift, men som noget, der gennemsyrede bestemte individer, hyppigt karakteriserede ved et følelsesliv, der mindede om det modsatte køns. I dette lys kan man se Zahrtmanns fremstillinger af store, ofte tragiske og lettere absurde kvindeskikkelser, hvor kunstneren på provokerende vis demonstrerer et parodisk forhold til kønnet. Kvinderne demonstrerer opsigtsvækkende maskuline træk og overskrider kønsrollerne.

Historiemaleriet
Betegnelsen historiemaleri dækker bibelske, mytologiske og historiske fortællende motiver. Ifølge den akademiske tradition var dette den mest ambitiøse form for maleri, og Zahrtmann delte denne opfattelse. I de sidste årtier af det 19. århundrede opstod en udbredt følelse af, at historiemaleriet var i krise. Kunsthistorikeren Karl Madsen skrev i midten af 1880'erne, at historiemalerne blot afbildede ydre pomp, som om billederne bestod af dukker i historiske kostumer. Zahrtmann derimod malede Christian 4.s datter Leonora Christinas triste skæbne på psykologisk vis, som havde han selv oplevet fortidens begivenheder.

Zahrtmann valgte typisk at afbilde få figurer i et sceneagtigt interiør, hvor bagvæggen er tæt på forgrunden og løber parallelt med billedplanet. Denne teateragtige effekt gør motivet mere levende. Kunstneren anså det at fordybe sig i historien som en åndeliggørende og dannende proces.

Zahrtmanns omdømme
Zahrtmann var i sin tid en af Danmarks mest omtalte og populære kunstnere. Han blev hyldet som arvtager til og fornyer af det nationale historiemaleri. Senere fik han stor betydning for generationer af yngre kunstnere, som han underviste ved Kunstnernes Studieskole, stiftet i 1882 i reaktion mod den forældede undervisningsform ved det etablerede Kunstakademi i København. En meget stor del af de malere, der fik betydning i dansk kunst, havde været elever af Zahrtmann. Kunstnerens prestige gav sig også udslag i de enorme priser, der efterhånden blev betalt for hans værker. Da Det mystiske bryllup (Bornholms Kunstmuseum) blev solgt i 1918, året efter kunstnerens død, var det den højeste pris, der nogensinde var blevet betalt for et dansk maleri. På trods af den store popularitet var der dog også en side af Zahrtmanns virksomhed som forundrede, forargede og til tider chokerede publikum. I hans sidste leveår forbandt kritikerne dette aspekt af hans værker med en unævnelig homoseksualitet. Det er disse sider af Zahrtmanns kunst, som vi her har sat fokus på.

Til toppen

Europas nationalgallerier

11. oktober til 29. december 2002

Hvad findes der af kunst rundt i Europa? Og hvordan præsenteres denne fælles kulturarv? Nysgerrigheden blev stillet, da Statens Museum for Kunst fra 11. oktober og året ud viste 25 videofilm fra nationalgallerierne i de 15 EU-medlemslande og de 10 ansøgerlande.

Videofilmene gav en visuel vandring gennem Europas nationalgallerier og viste udpluk og stemningsbilleder fra samlingerne af Europas fornemste kunstskatte. Filmene, som i dokumentarstil formidlede turistens vej gennem hver af museerne, blev vist i museets Skulpturgade på 25 skærme. Mere viden kunne fås i museets bibliotek, som havde indrettet et studierum med bøger og tidsskrifter fra de medvirkende nationalgallerier.

I et større perspektiv ønskede Statens Museum for Kunst at tage initiativ til en debat om nationalgalleriernes fremtidige rolle i et fælles Europa. Hvordan styrker vi samarbejdet med nationalgallerierne i ansøgerlandene? Vi ønskede debatten netop på det tidspunkt, hvor Danmark havde formandskabet i EU, og hvor fokus var rettet mod de nye ansøgerlande. I den anledning afholdt museet i samarbejde med Berlingske Tidende et seminar tirsdag den 12. november, hvor emnet var Europas kulturarv efter udvidelsen.

Projektet var realiseret i samarbejde med Anders G. Kongshaug, tv-producer fra Wonderful Copenhagen, som stod for redigeringen og indsamlingen af filmmateriale med hjælp fra Reuters, AP, Euronews samt de 25 nationalgallerier. Projektet var støttet af Københavns Kommune, Sony, Berlingske Tidende og Montana Mobile.

Til toppen

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster