Udstillinger

Trapholt

12. december 2007 - 24. februar 2008

Trapholt deltog i den landsdækkende markering af Cronhammar med skulpturen Diamond Runner, som er kraftfuldt tilstedeværende i Trapholts skulpturpark som en tikkende hemmelighedsfuld maskine mellem de krogede gamle æbletræer.

Ingvar Cronhammar, Diamond Runner, 1993 Foto: Nils Rosenvold

Ingvar Cronhammar, Diamond Runner, 1993 Foto: Nils Rosenvold

Frem mod evigheden
Diamond Runner er en stor flad form af sort jern, der skyder sig op af græsplænen og fra hvert af de fire hjørner kastes en lyssøjle lodret op mod himlen. Skulpturens hjerte og hjerne er et elektronisk ur, der med sine røde, lysende digitale tal tæller frem mod evigheden. Urets display er forsynet med digitale, røde tal med plads til 10 cifre svarende til 10 milliarder sekunder, dvs. 316 år, 10 måneder, 17 døgn, 2 timer, 47 minutter og 19 sekunder. Uret blev sat i gang den aften, hvor skulpturen blev afsløret og tæller derfor ned fra den 16. februar 1993. Spørgsmålet melder sig; hvad venter om ca. 302 år?

Processen bag et Cronhammar-værk
Modeller går forud for den omhyggelige og uhyre materialebevidste udførsel af Cronhammers monumentale visioner, således også i tilfældet Diamond Runner. Modellen bag Diamond Runner blev udstillet for publikum fra d. 12. december sammen med fire litografier med farvefotografiske gengivelser af fire andre monumentale skulpturer af Cronhammar. Litografierne Attack, Pionéer, Fountain Rouge og Stage (alle 1992) har ikke før været vist på Trapholt.

Trapholt gav et lille indblik i den enorme proces ethvert værk af Cronhammar gennemgår: fra model til placering i et landskab, hvor tiden forandrer omgivelserne, mens værkets egen tid tikker upåvirket derudaf, mens litografierne gav et udblik til andre værker af Cronhammer, litografier som ikke blot dokumenterer de færdige skulpturer, men også fremtræder som kraftfulde værker i sig selv.

Æblehaven 23
6000 Kolding
www.trapholt.dk

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster