Udstillinger

Troels Wörsel

Venedig Biennalen 2007
15. marts – 12. maj 2008

Troels Wörsel, fire værker uden titler, alle fra 2007. © Troels Wörsel

Troels Wörsel, fire værker uden titler, alle fra 2007. © Troels Wörsel

Hvordan virker et maleri?
Den danske, internationalt anerkendte billedkunster Troels Wörsel (f.1950) er en af de kunstnere, der har sat et markant aftryk i nyere dansk maleri. Wörsels værker kredser om maleriets virkemidler. Han er stærkt optaget af arbejdsprocessen i skabelsen af maleriet, ligesom han er uhyre bevidst om den tradition, maleriet bærer. Med sine store flotte malerier udforsker han konstant maleriets grænser.

Portrætter af penselsstrøg
Wörsel bruger gerne den brede pensel og efterlader tydelige spor af penselføringen. Penselstrøget er ikke ment som et personligt udtryk, men som – et penselstrøg! Maleriet viser det, vi ser. Intet andet. Det samme gælder for de bogstaver og hele ord, der ofte sniger sig ind i billederne. De har ingen betydning og ingen symbolværdi. De er blot malede bogstaver. Maleriet er et maleri.

Det abstrakte maleri
Wörsel berører et vigtigt træk i det abstrakte maleri i det 20. århundrede, først og fremmest den abstrakte ekspressionisme, hvor den maleriske gestus er en bærende kraft i det kunstneriske udtryk. Men han afholder sig helt bevidst fra den følelsesudladning, som ekspressionisterne dyrkede.

Illusioner dukker op
Samtidig leger Wörsel gerne med billedets evne til at skabe illusion. Midt i det helt flade billeder ser vi pludselig en realistisk malet detalje fx et tovværk med trisser, der skaber indtryk af rumlig dybde.

Troels Wörsel, uden titel, 2007. Maleriet er netop erhvervet til Musée national d’art moderne (Det nationale moderne franske kunstmuseum) på Pompidou-Centeret i Paris. © Troels Wörsel

Troels Wörsel, uden titel, 2007. Maleriet er netop erhvervet til Musée national d’art moderne (Det nationale moderne franske kunstmuseum) på Pompidou-Centeret i Paris. © Troels Wörsel

Væddeløbshesten
Wörsels bestræbelser sammenfattes i høj grad i dette store maleri af en væddeløbshest. Motivet er traditionelt i kunsthistorien, men hesten er her løsrevet fra sin gængse sammenhæng og sin oprindelige funktion. Hesten er sat op mod en baggrund, der er delt skarpt op i to adskilte billedfelter. Den højre halvdel er malet helt neutralt grå på minimalistisk manér, og hesten ses her i sort og hvidt, som i et gammelt fotografi; den venstre halvdel er udført malerisk som et abstrakt maleri, og her har hesten og dens dækken klare farver. Wörsel leger her med den moderne kunsts begreber og udtryk.

Om Troels Wörsel

Tidligere udstillinger 2008

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster