Udstillinger
Ramme: Fransk rokoko, 1750'erne. Maleri: Jean-Marc Nattier, Portræt af Louise-Elisabeth de France, Ludvig 15.s datter "Mme Infante" hertuginde af Parma, 1749

Ramme: Fransk rokoko, 1750'erne. Skåret symmetrisk opbygget. Stiliserede muslinger og slyngede blomsterranker. Forgyldt. Maleri: Jean-Marc Nattier, Portræt af Louise-Elisabeth de France, Ludvig 15.s datter "Mme Infante" hertuginde af Parma, 1749

Regence og Rokoko

REGENCE 1710-40

Fra en stilart til en anden
Regence er en overgangsstil mellem barok og rokoko. Regencerammen er kendetegnet ved barokkens stramme linje kombineret med bølgende yderkanter, overdådig hjørneornamentik og slyngede plantedele.

Rammen omkring den franske prinsesse, datter af Ludvig 15., har stor dybdevirkning og er udført i flere lag. Den er et fint eksempel på tidens højt avancerede billedskærer og forgylderarbejde.

Da forgyldningen var ny, har denne ramme stået med stor kontrast mellem blanke og matte flader, mellem lys og skygge. Det skyldes, at rammen er forarbejdet med vandforgyldning, som kan pudses spejlblank. Det er den sværeste teknik at benytte i arbejdet med bladguldet, langt sværere end oliebaseret forgyldning, som har en silkemat overflade.

Ramme: Dansk rokoko, ca. 1753. Maleri: Johan Hörner, Barneportræt af senere dr. theol. Carl Christian Laurentius Birch, værk og ramme er samtidige, efter 1753.

Ramme: Dansk rokoko, ca. 1753. Symmetrisk opbygget dekorationer i form af stiliserede blade og blomster. Maleri: Johan Hörner, Barneportræt af senere dr. theol. Carl Christian Laurentius Birch, værk og ramme er samtidige, efter 1753.

ROKOKO 1740-70

Masser af ekstravagance
Op mod den franske revolution i 1789 kulminerer forgylderhåndværket i Frankrig. Der er tale om en umådeholden ekstravagance i elitens interiørindretning. Denne ødselhed skaber grobund for nyskabelser, som også når til Danmark.

Rokoko guldrammer har elegante smalle profiler, med svungne inder- og yderkonturer afbrudt af overdådig ornamentik. De bevæger sig som et stykke Mozart-musik let hen over væggen med et væld af fine detaljer som rocaillens muslingeskaller og voluttens rullede former.

Den lille danske rokokoramme omkring den lille, glade dreng har rokokoens svungne linjer og bærer derudover en yndig blomsterranke øverst i det, der kaldes kartouchen. Her kunne våbenskjold, monogram, inskriptioner og andre vigtige symboler også være placeret.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster