Udstillinger

Hoppetosserier: I eventyrlandet mellem kunst og leg

10 sept. 2009 - 1. august 2010

I udstillingen Hoppetosserier kunne de mindste museumsgæster (1-6 år) udforske kunstens verden med hele kroppen. Hvad enten de kastede sig over ”supermadrassen”, ”tentakelskoven” eller ”tavlen”, gav det en anderledes indgang til kunstens univers.

Med referencer til både Alice i eventyrland, Harry Potter og Troldmanden fra Oz kunne museets mindste gæster  boltre sig i kunstinstallationer og ved kroppens kraft selv blive en del af kunsten. Elementerne i udstillingen  fordrede til fantasifulde lege og gav de mindste børn en fornemmelse af, at museet ikke kun er for de voksne. Bag udstillingen Hoppetosserier stod de to drømmekonsulenter Karl Stampes og Esben Brandt Møller. Udstillingen bestod af:

Supermadrassen

En polstret madras med blå/hvide striber i størrelse XXXXL danner rammen om en interaktiv hoppeborg, hvor de mindste kan blive ét med den bevægelige mega seng. På madrassen er en (måske) levende kludedukke lavet af filt og stof, som børnene kan hoppe med. Madrassen inviterer til hop, koldbøtter, rul og leg. Installationen kan også fungere som et oplagt hvilested, hvor drømme og idéer kan folde sig ud.

Tavlen og skumdimserne

Fra gulvet og op langs den ene væg snor sig en kæmpemæssig tavle. Her kan børnene med store kridt tegne og skrive på både gulv og væg. Der er store svampe til at viske ud eller bare stå på, hvis man ikke er så høj.

Tentakelskoven

Tentakel betyder ventilationsslange. Og i Hoppetosseriernes univers bliver den slags ligefrem levende, som de kryber op og ned i rummet ved hjælp af usynlige støvsugere i toppen. Her kan børnene enten forsøge at nå slangerne for bare at observere, imens slangerne bevæger sig i rummet.

Alt i alt var Hoppetosserier en udstilling, der fungerede som et frirum for de mindste, og måske også deres forældre. Her kunne den indre eventyrer folde sig ud som slangejæger, madrastæmmer eller skolelærer i en eventyrskole.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo