Lindsay Seers | x-rummet
It has to be this way²
22. maj - 26. september 2010
Mysteriet om hendes stedsøsters forsvinden
Lindsay Seers forsøger at optrevle mysteriet om sin stedsøster Christine Parkes’ mærkelige forsvinden, efter at hun pådrog sig et alvorligt hukommelsestab som følge af en knallertulykke i Rom. Med udgangspunkt i gamle breve, sin stedsøsters notater, sin mors erindringer og en kasse med fotografier begiver Lindsay Seers sig af sted for at finde sandheden.
Fra Rom til Ghana
Lindsay Seers sporede Christine til Rom, hvor hendes efterforskning dannede grundlag for installationen It has to be this way, som blev vist i Matt’s Gallery i 2009. I dette nye værk fører kunstnerens undersøgelser hende til Ghana, hvor hun, ligesom Christine, rejser rundt i et uniformskostume fra kolonitiden med videokameraet skjult i sin militærkasket.
Familiens og Guldkystens traumer
Seers besøger de slaveforter, som ligger spredt langs den tidligere Guldkyst, og som er opført for hundredvis af år siden af europæiske kolonimagter, blandt andre England og Danmark. Traumet forårsaget af landets svære fortid som koloni og den forstummede fortælling om slaveriet, blander sig med Lindsay Seers’ egen traumatiske familiehistorie. Denne indbefatter ikke bare mysteriet om hendes forsvundne stedsøster, men også hendes stedfars meddelagtighed i diamantsmugling.


Om kunstneren
Den engelske kunstner Lindsay Seers har i sit værk til x-rummet skabt en installation som kombinerer film og arkitektur. Hun baserer sit arbejde på arkiver, undersøgelser af fotografiske og filmiske teknologier samt på historiske begivenheder og kulturgenstande, men parallelt med denne ’rationelle’ tilgang er hendes arbejde også styret af vilkårlige procedurer og forbindelser. Hun lader ofte andre udvælge fra det materiale, som får afgørende betydning for udviklingen af hendes arbejde. De billeder, der kan vælges fra, er allerede forbundne; fortællingen er på sin vis allerede skrevet, den venter blot på at dukke frem.






