Udstillinger

Oprørsk mønsterelev

©

© Nicolai Abildgaard: Ni studier af næser

Abildgaard var en af de mest talentfulde elever på Kunstakademiet i 1760’erne, og i 1767 modtog han den store guldmedalje, som udløste et rejsestipendium til Rom.

Opgør med hierarkierne
Samtidig var den unge Abildgaard tændt af begejstring for de reformtanker, han mødte hos periodens franske oplysningsfilosoffer – blandt andre Voltaire, Montesquieu og Rousseau – som gjorde op med faste autoriteter og nedarvede privilegier.

Den slags oplevede han også på egen krop på det hierarkiske akademi. Selvom han havde vundet guldmedaljen, måtte han sammen med andre præmierede elever vente i kø på, at et stipendium skulle blive ledigt.

Da en af akademiets professorer ville lade sin nevø springe køen over, tog Abildgaard sagen i egen hånd. Han fik trumfet igennem, at alle kandidater i kø skulle konkurrere på lige vilkår om stipendiet.

© Nicolai Abildgaard: Den sårede Filoktet

Abildgaard vandt konkurrencen, og i 1772 kunne han endelig høste frugterne af sin guldmedalje og tage på en flere år lang dannelsesrejse.

Den sårede Filoktet
I Rom blev han hurtigt del af en klike af unge kunstnere, der bl.a. talte Johan Tobias Sergel fra Sverige og Johann Heinrich Füssli fra Schweiz. I Rom malede han "Den sårede Filoktet", en dramatisk figur, der er lige ved at sprænge billedrammen af indestængt voldsomhed. Billedet anses for hans første hovedværk, men er samtidig et meget omdiskuteret værk i dansk kunsthistorie pga. Filoktets unaturligt forvredne krop og ukontrollerede udbrud af smerte.

Efter at være vendt hjem fra Rom blev Abildgaard i 1778 tilbudt posten som professor ved Kunstakademiet i København – et embede, der betød, at han bl.a. fik Bertel Thorvaldsen som elev.

Tilbage til Nicolai Abildgaard: Kroppen i oprør

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo