Udstillinger

Regelbrud

Du lytter til: Wolfgang Amadeus Mozart: Strygekvartet nr. 19 i C dur, K. 465, "Dissonanskvartetten", 1. sats (1785)

Klassisk ligevægt vs. disharmoni. Nobel ophøjethed vs. ekspressiv udtrykskraft. Anden halvdel af 1700-tallet var en tid, der favoriserede det klassiske ideal. Det var oplysningstid med fornuft og klarhed som centrale værdier, og den klassiske stil dominerede på tværs af kunstarterne. Et oprør syntes uundgåeligt.

Kroppen i stykker

I billedkunsten var det den klassiske antikke kunst, der satte dagsordenen. Et ophold i Rom var en fast del af en ung kunstners uddannelse. Man skulle tage ved lære af byens storslåede kulturarv fra antikken og renæssancen. Positurer og kropsdele fra klassiske mesterværker som ”Den Belvederiske Torso” og ”Apollon Belvedere” blev studeret indgående, kopieret og gentaget i værk efter værk. Traditionen skulle ligge på rygraden, men ind i mellem føltes den dyrebare arv som et åg.

Abildgaard blev dybt betaget af Roms kunstskatte, da han opholdt sig i byen i 1770’erne. Men ligesom mange andre kunstnere i tiden følte han et stærkt behov for at gøre mere end blot efterligne fordums storhed. Det betød ikke, at han så bort fra den klassiske kunsts regler, tværtimod. Men han bøjede dem til bristepunktet – som i det tidlige hovedværk ”Den sårede Filoktet” fra 1775, der udfordrer alle klassiske forestillinger om ophøjet ro, ædel ligevægt og harmoni.

Om musikken

Også inden for musikken var den klassiske stil i centrum. Wienerklassikken, den dominerende stilart i 1700-tallets anden halvdel, favoriserede værdier som enkelhed, orden, balance, tilbageholdenhed og naturlighed. Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) skrev sig ubesværet ind i hjertet af wienerklassikkens elegante og gennemsigtige sound, men han ville mere end blot at følge den klassiske musiks gældende normer.

I 1785 dedikerede han seks klaverkvartetter til sin gode ven Joseph Haydn. De bød på langt mere komplekse lyde, end Mozarts sædvanlige publikum brød sig om. Den sidste i rækken har fået tilnavnet ”Dissonanskvartetten”, og det er ikke svært at høre hvorfor. Indledningens disharmoniske klange står i skærende kontrast til resten af satsen – og til størstedelen af periodens musik i øvrigt. Nogle mener, at Mozart bruger dissonansen for at fremhæve den klassiske harmoni og få den til at lyse desto klarere, når den omsider bryder frem. Men i sidste ende er det dissonansen, man husker, og det er her, Mozart bryder nyt land og peger frem. Med kvartettens første grelle klange udforsker han noget uformet og ukunstlet – et råstof af lyd – der udfordrer tidens forventninger om en formfuldendt musik.

Af Merete Sanderhoff, projektforsker

Tilbage til Nicolai Abildgaard: Kroppen i oprør

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster