Udstillinger
Et fotografi af Tomás Saracenos "Biospheres", 2009

Detalje fra: Tomás Saraceno, Biospheres, 2009

Besøg en biosfære - fremtidens boform?

NB! Biosfæren er midlertidig lukket per 9. december 2010 på grund af vedligehold.
Kom ind i den svævende biosfære i Tomás Saracenos værk hver dag kl. 10-11.

Den argentinske kunstner Tomás Saraceno har indtaget hele den 2.000 m² store Skulpturgade på museet med en række biosfærer i plastik, spændt ud mellem museets gamle og nye bygning. Flere af sfærene huser særlige plantebaserede økosystemer, nogle er fyldt med vand, og museets gæster kan træde ind i den største af de transparente kloder 10 meter over det hvide marmorgulv.

Praktiske oplysninger
Vær opmærksom på:

  • Indgang sker gennem Skulpturgaden via ny bygning, elevator eller trappe til niveau 2
  • Børn under 18 år har kun adgang sammen med deres forældre eller med andre voksne. Børnene skal blot have skriftlig tilladelse, hvis de ikke kommer sammen med deres forældre. Dette er også gældende for skoler og andre institutioner.
  • Max tre personer i biosfæren ad gangen
  • Adgang til biosfæren er på eget ansvar
  • Der vil være personale tilstede til at assistere

Om værket
Biospheres kalder Saraceno sine svævende transparente kloder. Med en metaforisk og poetisk tilgang til alvorlige emner som Jordens overbefolkning, miljøproblemer og migration forsøger Saraceno at skabe en ny relation mellem kultur og natur.

Værkets biosfærer er inspireret af indgående videnskabelige studier af f.eks. skydannelser, sæbebobler og de geometriske principper i edderkoppespind. Flere af sfærerne indeholder plantebaserede økosystemer, mens den største inviterer betragteren indenfor.

Om kunstneren
Saraceno er oprindeligt uddannet arkitekt, og hans biosfærer kan ses som modeller for alternative typer af sociale rum og tilholdssteder for mennesker. I den forbindelse er han interesseret i luftrummet (i andre udendørs projekter helt konkret himmelrummet), som for ham repræsenterer et ”frit” rum, som ikke er underlagt nationale restriktioner, og hvor en fri bevægelighed henover grænser stadig er mulig.

Saraceno er et eksempel på en kunstner, der forholder sig til verdens komplekse klimatiske problemer uden et nostalgisk tilbageskuende perspektiv; i stedet ønsker han at udnytte konsekvenserne af de globale forandringer og den teknologiske udvikling i en positiv, utopisk gentænkning af den måde, vi har organiseret verden på.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster