Udstillinger
Nicolai Abildgaard, Christian III ophjælper Danmark 1781. Olie på lærred 317 x 200 cm.

Nicolai Abildgaard, Christian III ophjælper Danmark 1781. Olie på lærred 317 x 200 cm.

Christian III ophjælper Danmark, 1781

Det andet billede
I 1781 kunne Abildgaard levere sit andet billede i rækken af kongefremstillinger til Christiansborg Riddersal, ligesom det første en allegorisk fremstilling, nemlig Christian 3., der genrejser Danmark.

Den historiske baggrund
Da Frederik 1. døde i 1533, så grev Christoffer af Oldenburg sit snit til at forsøge en erobring af Danmark. Hans forehavende mislykkedes, men først efter en to år lange borgerkrig, der kendes som Grevens Fejde. I 1536 indtog Christian 3., Frederik 1.s søn, København, og ved samme lejlighed gennemførte man reformationen.

Motivet
Abildgaard har fremstillet det krigshærgede Danmark som en kvinde, der hjælpes op af den hermelinsklædte konge. Kongen både hjælper Danmark og peger med højre hånd på visdommens gudinde, Minerva, bag personifikationer af Retfærdigheden (vægten), Troen (skriften) og Freden (olivengrenen).

Kontroversielt valg
Netop den kvindelige personifikation med det udslåede hår og de ramponerede genstande omkring hende vakte furore i samtiden. Forfatteren Tyge Rothe tog anstød af den ydmygende behandling af den danske nation og udsendte et skrift, hvor han angreb billedet og krævede det fjernet. Abildgaard forsvarede sig med, at fremstillingen ikke var ufordelagtig, men at han havde malet hende "[…] i en dristig, varm og noget sørgende forvirret Stilling og Mine, som Heltens, der ræddes ud af en farlig og haard Træfning, hvor Lykken har været ham ugunstig."

Maleriet fik lov at blive hængende, men kun indtil 1794, hvor det var blandt de tre, som undgik at blive flammernes bytte under Christiansborg brand.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo