Bag kulissen
Forud for en udstilling ligger mange måneders, nogle gange års forberedelse. Her kan du få et indblik i processen bag udstillingen med Dylans malerier. Kunstformidler Ulla N. Kierkgaard fortæller.
Kunstformidler Ulla N. Kierkgaard
September 2009. Helt nye malerier
Tilrettelæggelsen af udstillingen foregår i et samarbejde mellem museumsinspektør Kasper Monrad, arkitekt Anne Schnettler Kristensen og undertegnede. Vi havde først forestillet os, at udstillingen skulle bestå af et dvalg af akvareller fra The Drawn Blank Series, krydret med få eksempler på de nye akrylmalerier. Bob Dylan har andre planer, han maler og maler. En helt ny serie med motiver fra Brasilien skal med på udstillingen i Danmark.
November 2009. Jeg ser de nye malerier
Har lige set Dylans malerier her i LA. Jeg var ret spændt. Jeg laver notater om de enkelte værker, nedskriver idéer til, hvordan de kan udstilles. Er der temaer eller motiver, som skal fremhæves? Hvordan ser den optimale udstilling til netop disse malerier og netop disse motiver ud? Hvem skal vi lave udstillingen til?
Et knap så hemmeligt sted i L.A
Før og nu
Inden besøget kendte jeg kun Dylans tegninger og akvareller fra The Drawn Blank Series, som blev udstillet på Kunstsamlungen Chemnitz i 2007. Her har Dylan på sine turnéer nedfældet øjebliksbilleder og indtryk fra hoteller, caféer, udsigter m.m. i høj grad som den observant, der sidder på afstand eller alene.
The Brazil Series er meget anderledes. Motiverne er fulde af intense optrin og dramaer mellem mennesker. Penselføringen er også mere markant. De mørke farver, den kraftige kontur og sprækker af mere lysende farver skaber et stærkt udtryk. Der er også mange flere malerier, end jeg havde forventet. Jeg fik i høj grad noget at tage med hjem og tænke over til udstillingen.
Januar 2010. I model
Hjemme i København har vi valgt akvarellerne fra både på grund af økonomi og pladshensyn. Udstillingen vil på den måde få ét fokus, ét udtryk: de nye malerier. De vil fremstå som et statement, en samlet billedserie. Dylans Brasilien.
Én af de tidligere modeller så sådan ud.
Vi arbejder med udstillingens scenografi og formidling. Hvordan kan vi omsætte vores tanker til et rum og til oplevelser for publikum? Hvilke historier vil vi gerne fortælle og hvordan? Vi afprøver forskellige stemninger, flow og materialer. Er der en optimal rækkefølge at se udstillingen i? Hvad skal fremhæves i værkerne? Udstillingsmodellen i målestok 1:20 skifter udseende mange gange.
Sådan ser den endelige udstillingsmodel ud.
MuseumsinspektørKasper Monrad og udstillingens arkitekt Anne Schnettler Kristensen diskuterer, hvordan indgangen til udstillingen skal tage sig ud.
På træfladerne kommer der vægtekster.
Maj 2010. Sådan bliver det!
Væggene bliver rå som skægstubbe eller som en stemme, der har sunget hele natten. Det må ikke blive for pænt eller poleret. Rummet bliver asymmetrisk, fuldt af kanter, sprækker og kroge. Møbler, montre til tegninger og plader til citater er i træ. De skal være kantede og upolerede. Der skal være fokus på materialer og stoflighed. Her er ingen musik. Det er Dylan som billedkunstner, vi kredser om.
Salen er klar til værkerne.
Udstillingsrummet, katalog, guidebog, film, markedsføring, presse og web. Vi forsøger at tænke det hele sammen med udstillingens koncept og alt er i gang på samme tid.
Juli 2010. Værkerne ankommer
Så står kasserne med malerier i museets kælder. Vi kan næsten ikke vente med at pakke dem ud. Men først skal de akklimatiseres. Derefter venter det tålmodige arbejde med at pakke dem forsigtigt ud og undersøge, om deres tilstand efter flyveturen er den samme som ved afrejsen. Denne del sørger vores konservatorer for, imens vi andre står som galopheste i boksen for at se værkerne i udstillingsrummet. For hvordan ser malerierne ud i det rigtige lys? Passer materialer og farver i udstillingsrummet til værkerne? Og ikke mindst: holder vores planlagte placering af malerierne?
Der pakkes nænsomt ud. Værkerne rejser med kurér ad hemmelige ruter, og ankomsttidspunktet kender kun ganske få implicerede til. Det er blot én af de mange sikkerhedsforanstaltninger, der omgiver museets håndtering af værkerne.
Maleriernes tilstand undersøges nøje.
Museets direktør Karsten Ohrt kigger forbi, blandt andet for at se de otte tegninger, der indgår i udstillingen.
August 2010. Mon alt finder sin plads?
Det er nu, det er hektisk. Alt i rummet skal være færdigt. De sidste tekster skrives. Filmen afsluttes. Skilte sættes op og meget mere. Grafikerne, trykkerne og alle de andre, der hjælper, ringer, skriver, løber rundt i salene. Har vi husket det hele?
Værkerne kommer op på væggene, næsten som planlagt, men lidt justerer vi altid. For ét er hvordan vi husker værkerne og ser dem som reproduktioner i forberedelsesfasen, noget andet er at se dem sammen i udstillingens belysning og farver.
Snart slår vi dørene op.
Kommentarer (0)
