Danh Vo, Oma Totem, 2009. 220 x 60 x 60 cm. Privateje. Foto: Anders Sune Berg

Danh Vo, Oma Totem, 2009. 220 x 60 x 60 cm. Privateje. Foto: Anders Sune Berg

Værk: Oma Totem

Totem af køleskab, tv og vaskemaskine
Skulpturen består af Danh Vos bedstemors køleskab, tv-apparat og vaskemaskine, der er stablet oven på hinanden og prydes af hendes krucifiks samt et personligt adgangskort til et kasino. Danh Vos bedstemor fik de elektriske apparater fra de sociale myndigheder og krucifikset fra den katolske kirke, da hun i 1980’erne ankom til Tyskland for at blive genforenet med den gren af familien, der var havnet der. Skulpturen er ikke bare en konkret henvisning til hendes liv, men taler også om en lang række andre forhold.

Den personlige historie i verdenshistorien
Danh Vos værker koreograferer helt specifikke og som regel allerede eksisterende genstande, dokumenter, breve eller fotografier, der materialiserer en eller anden form for historie. Og her skelner han ikke mellem den personlige anekdote eller en begivenhed i verdenshistorien. For Danh Vo er den private biografi og den overordnede historie uløseligt forbundet og påvirker symbiotisk hinanden.

Elementer fra hverdagen
Elementerne i Oma Totem er ikke blot en repræsentation af de velmenende men absurde sociale og katolske hjælpeprogrammer, der synes at antage, at havde man blot disse vestlige bekvemmeligheder, så var integrationen fuldført. De er også de apparater og det kors, som rent faktisk blev dele af bedstemorens hjem, ting hun brugte, rørte ved og så på hver dag.