Udstillinger

Døden og landsknægten

Der er stor forskel på Dürers træsnit Treenigheden og så dette værk, som er meget enkelt udført, uden komplicerede greb, og ganske let at aflæse. Værker af denne type var tiltænkt et bredere publikum.

Det er en belærende gengivelse af Døden med timeglasset, som tager en flot klædt landsknægt i armen. De står på en kirkegård med knogler på jorden og en ligbåre (til venstre) på højkant op ad kirkegårdsmuren. Nedenfor billedet, er Dürers eget lange, rimede digt på tysk, som har gjort det særligt egnet til oplæsning for dem, der ikke kunne læse selv. Det gengiver Dødens monolog til landsknægten med overskriften:

Intet hjælper mod utidig død, tjen derfor Gud både tidligt og sent
(Keyn ding hilfft fur den zeytling todt / Darumb dienent got frrwe und spot)

Digtet beskriver indgående over 76 verslinjer, hvor vigtigt det er, at man opfører sig godt og fromt hele tiden, og at man ikke udsætter at forbedre sig til i morgen, for man kan ikke vide, hvornår døden kommer, og frelsen afhænger af ens handlinger i livet.

Billedet er visuelt særdeles effektivt: præcist, skarpt, enkelt, let at aflæse og endvidere komponeret på en raffineret måde, der gør det visuelt spændstigt og tiltrækkende. Med andre ord: perfekt egnet til almindelig forståelig kommunikation af et vigtigt budskab, hvilket enhver reklamemand (m/k) i dag formentlig vil bekræfte.

Du kan opleve flere beslægtede træsnit i udstillingens fjerde sal: Fra tryk til funktion

Klik på "zoom" ud for det værk, du vil zoome i

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster