Udstillinger

Jagtselskab i Lörs Skoven

Dokumentation
Værket her er et eksempel på en vigtig funktion træsnittet har haft især i 1500­tallet – nemlig dokumentation af historiske begivenheder og af topografiske steder.

Motivet er en fantastisk fremstilling af en jagt i Lörs­skoven i 1543. Vi ser skoven med lysninger, der er fyldt med flot kronvildt, som jægere fra forskellige poster forsøger at nedlægge. Lige til højre for midten står en lille stensøjle, hvor et våben er indhugget med årstallet 1543 nedenunder. Øverst i billedet over søjlen kan man netop skimte taget af et større slot, som dukker frem over skovens træer. Til højre for stelen kommer tre herrer ridende i krattet. Den forreste er særligt fornem med en ekstra, opsadlet hest. Han kunne være greven af Pfalz, Friedrich 2. (1482­1556), hvis skov det er og hvis jagt i den, billedet dokumenterer. Det er ligeledes hans våben, som ses på stensøjlen. Ostendorfer var hofmaler hos ham på dette tidspunkt.

Oven over billedet står der:
En sandfærdig gengivelse af og optegnelse over det nye slot og kronvildtet i Lörsskoven, som ligger mellem Neckar og Rhinen i Pfalz.

(Wahrhafftigen Contrafactur und verzeichnuss dess. Neuwen Schloss und dess Hochgewildts im Löserwald zwischen dem Neckar und rheyn in der Pfaltz gelegen ec.)

Men hvad var meningen med at fremstille et så stort og detaljeret billede? Hvad skulle det bruges til? Som der står i indskriften, handler det om en »wahrhafftigen«, altså en sandfærdig gengivelse. Sådan ser det ud, skal vi stole på. Så rigt et jagtområde er det, med så flotte dyr — og så fine folk jager dér sammen med greven. Ved hjælp af billedets dokumentation kunne grevens status og ikke mindst rigdom formidles til hans standsfæller.

Du kan opleve flere dokumenterende træsnit i udstillingens femte sal: Fra tryk til funktion

Klik på "zoom" ud for det værk, du vil zoome i

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster