Udstillinger

Om Willie Doherty

Den nordirske kunstner Willie Doherty er med sine stemningsfyldte film- og videoværker en af samtidens mest bemærkelsesværdige, billedkunstneriske fornyere i feltet mellem film og installation.

Doherty er født i 1959 i Derry i Nordirland og er uddannet fra Ulster Polytechnic i Belfast. Han arbejder med video og fotografi og er en markant figur inden for feltet. Gennem de sidste tredive år har Dohertys kunst udviklet sig fra tidlige fotodokumentationer af hjembyen Derry til dystre og komplekse filmværker, der især kortlægger Nordirlands socio-politiske landskaber.

Foto af Willie Doherty

© Willie Doherty. Courtesy the artist and Matt's Gallery, London.

Et konfliktfyldt Nordirland

Dohertys kunst tager afsæt i opvæksten i et konfliktfyldt og politisk optændt Nordirland, hvor mediedækningen af begivenhederne ofte var partiske, halve sandheder.

Disse grundlæggende repræsentationsproblematikker er et emne, som han fortsat konfronterer i fragmenterede fortællinger, der antyder snarere end forklarer den underliggende dramatiske baggrund.

I sine repræsentationer af forskellige landskaber, gengiver Doherty ikke blot det fysiske landskab, men antyder en parallelitet mellem de fysiske og mentale landskaber. På den måde tildeler Doherty naturen en næsten "overnaturlig" materialitet.

Anerkendt kunstner

Doherty har udstillet internationalt siden begyndelsen af 1980'erne, og hans videoværker har været omdrejningspunkt for mange særudstillinger. To gange, både i 1994 og 2003, har han været nomineret til den prestigefulde Turnerpris. I 2007 repræsenterede han Nordirland med en videoinstallation på Venedig Biennalen.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo