Gå på opdagelse i detaljerne
Kom helt tæt på Jens Juels portræt af grevinde Anna Joachima Danneskiold-Laurvigen og opdag de detaljer, som for alvor bliver synlige, når man zoomer ind.















[detaljer]
Udstillingsperiode: 12. oktober 2012 - 17. marts 2013 | Den Kgl. Kobberstiksamling
Hvad sker der i de særlige øjeblikke, vi ser på en detalje? Hvad gør vi, når vi betragter ”tæt på”, og hvilken ”uforudset” belønning er vi på jagt efter?
– Frit efter Daniel Arasse
Udstillingen stiller skarpt på detaljens betydning i kunsten. Hvilken rolle spiller detaljen for forståelsen af et billede? Og hvordan har kunstnere gennem tiden arbejdet med detaljen?
Hvad sker der, når vi ser på detaljen?
Når beskueren står på afstand af et billede og betragter det, bliver helheden tydelig, men hvad sker der, hvis man i stedet går helt tæt på og fokuserer på detaljen?
Jo tættere på et billede man kommer, desto mindre af billedet kan man se. Hvis man vil se detaljen, mister man blikket for helheden. Detaljen har igennem tiden også været brugt til at give et billede betydning – og derfor kan man i detaljen lede efter nøglen til at forstå billedet.
Åbn blikket for detaljen
I udstillingen kan du få åbnet blikket for detaljer i værker af blandt andet Vilhelm Hammershøi, Christen Købke, Jens Juel, Caspar David Friedrich, Richard Mortensen og Franciska Clausen.
Udstillingen præsenterer en diskussion af detaljens funktion og status i billedkunsten fra 1700-tallet til 1930’erne.
Tegninger, malerier, grafik og arkitekturtegninger
Efterårets udstilling fokuserer på tegninger, men viser også malerier, grafik og arkitekturtegninger. Tegningerne kommer hovedsagligt fra Den Kongelige Kobberstiksamling, som er museets store samling af kunst på papir. Samlingen består af mere end 240.000 værker fra 1400-tallet til i dag.

Udstillingskatalog
I forbindelse med udstillingen er der udkommet et katalog med tre artikler, der stiller skarpt på detaljerne i kunsten.

En bevaringshistorie
Det lykkedes konservatorerne at bevare de fine gamle detaljer fra indramningen omkring et værk, der skulle udstilles til [detaljer].

![På opdagelse i [detaljer] På opdagelse i [detaljer]](typo3temp/pics/1780fe7ca0.png)

