Udstillinger

Om Danh Vo

Den dansk-vietnamesiske kunstner, Danh Vo, har skabt et grænseoverskridende projekt. Et projekt, hvor hans private historie, drøm og begær indlejres i den overordnede verdenshistorie.

Stillbillede af Danh Vo fra filmen om hans tidligere udstilling Hip Hip Hurra.

Flugten fra efterkrigens kaos

Danh Vo er født i det sydlige Vietnam i 1975. Da han var fire år gammel, flygtede hans familie fra efterkrigstidens kaos i en båd, som hans far havde bygget. De håbede at nå USA, men blev i stedet samlet op i Stillehavet af et dansk containerskib.

I Danmark fik familien dansk statsborgerskab og har boet her lige siden, med undtagelse af Danh Vo, den rastløse lillebror,  der konstant rejser og i dag er bosat i Basel.

Immigranternes vartegn ved ankomsten til USA

Danh Vo interesserer sig for objekter, der er centrale i den vestlige verdens selvforståelse, og som markerer essentielle begivenheder eller forhold i verdenshistorien.

Frihedsgudinden er netop et af de helt centrale symboler i den amerikanske identitetsikonografi. Skulpturen er symbolet på den nye demokratiske nation, og det første generationer af immigranter så ved ankomsten til det forjættede land.

Læs mere om Frihedsgudinden og Danh Vos udstilling We the People
.

Danh Vos egen drøm om USA

Danh Vos egen vietnamesiske familie havde egentlig håbet, at kunne immigrere til USA. Hele sit liv har hans far været opfyldt af en drøm om USA, amerikanske værdier og forbrugsgoder. Værket er typisk for Danh Vo, der ofte sætter fokus på punkter, hvor den private historie, drøm og begær indlejres i den overordnede verdenshistorie. Han demonterede det velkendte monument i et grænseoverskridende projekt og ville sammen med os undersøge, hvad der sker med det, når det bliver opdelt og flytter sig.

Uddannelse

Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Städelschule i Frankfurt. I de senere år har han nydt stor bevågenhed på den internationale kunstscene og har allerede en lang række prestigefulde udstillinger bag sig.

Senest opdateret: 31.mar.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo