Museumshaven

Statens Museum for Kunst og museumshaven som den ser ud i dag.

Ny museumshave foran Statens Museum for Kunst
Statens Museum for Kunst har længe ønsket sig en ny have foran museet. Med en generøs bevilling fra Annie og Otto Johs. Detlefs' Fonde er det nu muligt i samarbejde med Københavns Kommune som ejer haven, at gå i gang med de tidlige forberedelser til en arkitektkonkurrence.

Haven er i dag begrænset af et barokinspireret design fra 1919 med et stramt stisystem, roser, buskbomhække og rækker af træer ud mod gaden. Haven lukker af i stedet for at åbne op mod passerende på Sølvgade og Østre Voldgade og der mangler frirum til aktiviteter og plads til bevægelighed indenfor i haven

Med sine 7500m2 er haven på størrelse med Rådhuspladsen og har et enormt potentiale.

Visionen for museumshaven er en åben og imødekommende indgang til museet med gode muligheder for ophold og socialt samvær, hvor der kan være forskellige aktiviteter for en mangfoldighed af brugere i museumshaven. Uanset om man er børnefamilie, studerende, hundelufter eller turist skal haven føles som et frirum.

Visionen for museumshaven er, at den er:

- Åben og imødekommende
- Rummelig med plads til mangfoldighed
- Et socialt mødested
- En grøn have
- Tilgængelig for alle brugere
- Bæredygtig

Museumshaven er fredet og udviklingen af den nye have sker i hensyntagen til de begrænsninger og muligheder fredningen giver. Københavns kommune er ejere af haven og vil fra tidspunktet for fundet af et vinderprojekt overtage projektet og sikre fredningen.

Museumskvarter
Museumshaven skal også bidrage til et øget fokus på museerne nær parkerne i området: Rosenborg Slot, Davids Samling, Filmhuset, Statens Naturhistoriske Museum, Den Hirschsprungske Samling og Statens Museum for Kunst. Museernes nære placering og tilknytning til grønne parker er et vigtig kendetegn ved denne del af København og gennem øget samarbejde institutionerne imellem er det ønsket at gøre borgernes oplevelse af byen og kulturlivet rigere.

Borgerdialog
Statens Museum for Kunst har i forberedelserne til udskrivningen af arkitektkonkurrencen indhentet inspiration til havens fremtidige funktioner og egenskaber fra museets gæster, beboere i nærområdet og byens borgere.

Borgerdialog og workshop
Den 23. februar 2011, kl.19-22.00 blev der holdt workshop for borgere og klubmedlemmer på museet.
Se og læs dokumentationen her

Dialogvogn
Desuden blev der opstillet en Dialogvogn på fortovet foran indgangen til museets have på Georg Brandes plads. (krydset Sølvgade / Østre Voldgade) den 23.februar kl. 14.30 – 17.30.
Fra vognen blev der uddelt ark med spørgsmål til fremtidens museumshave til forbipasserende og gæster på vej til museet. En stor samlingaf besvarelser blev indsamlet.
Se og læs dokumentation her

Læs tidligere pressemeddelelse vedrørende museumshaven her.

Senest opdateret: 13.dec.2011
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo