Presse

Billeder (fra venstre): Max Ernst,To figurer uden køn. Kimærer, 1933. Poul Gernes, Uden titel, 1968-69. Lilibeth Cuenca Rasmussen, Absolute Exotic, 2005.

| 19.mar.2012

Dansk og International Kunst efter 1900

Det 20. århundredes kunst og den allernyeste samtidskunst står for tur, når Statens Museum for Kunst åbner tredje og dermed sidste etape af den gennemgribende revitalisering af museets samlinger af 700 års kunst.

DANSK OG INTERNATIONAL KUNST EFTER 1900
Fra 30. marts 2012

PRESSEMØDE: TIRSDAG D. 27. marts fra kl. 11.
Mødested: ved museets Scene.
Læs mere om pressemødet.
OBS: Pressemødet er forbeholdt pressen.
TILMELDING: E jakob.fibiger_@_smk.dk
PRESSEFOTOS kan downloades her .

Orden i kaos
Ud over kunstnerisk tyngde og formidlingsmæssig nytænkning er det en overvejende ambition i Statens Museum for Kunsts nye samlingspræsentationer at skabe overblik i de væsentligste områder af museets samlinger. Udfordringen er måske særlig stor, når det gælder tiden fra 1900-tallet og frem, hvor kunsten for alvor detonerer i et væld af nye udtryksformer og medier og i et sådant tempo, at det til tider kan begynde at svimle. "Dansk og International Kunst efter 1900" er en alsidig præsentation af hovedstrømningerne i dansk kunst, hvor der med kronologien for øje levnes plads til både store enegængere og kollektive bevægelser. Og med fx Emil Noldes ekspressive malerier og Robert Smithsons minimalistiske milepæle leverer den samtidig vægtige nedslag i den nyere internationale kunsts historie.

Perioder og nedslag
Det gennemgående fokus på perioder betyder, at tidens særlige karakteristika og udtryk træder frem. Det enkelte værk kan ses og forstås i den sammenhæng, det blev skabt i, ligesom de forskellige brydninger og fokusskift sættes i relief. Samtidig er der lagt vægt på at uddybe og perspektivere forskellige sider af kunsten. Derfor er en række mindre rum tilrettelagt som parallelfortællinger, der sætter fokus på andre tendenser eller grupperinger, eller som mere monografisk folder en enkelt kunstner ud.

Highlights, kvindelige kunstnere og nyerhvervelser
Det kronologiske forløb byder naturligvis på velkendte highlights fra samlingerne: fra Edvard Weie, Vilhelm Lundstrøm og Wilhelm Freddie over Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard til Tal R og Elmgreen & Dragset. Men samtidig bestræber præsentationen sig også på at nuancere den gængse fortælling om dansk kunst ved desuden at fremhæve kunstnere og værker, som tidligere har stået i skyggen. Der stilles fx skarpt på de kvindelige kunstnere gennem perioden: Astrid Holm, Sonja Ferlov Mancoba, Lene Adler Petersen, Kirsten Ortwed, Gitte Villesen og Lilibeth Cuenca Rasmussen blandt mange flere – kunstnere, som i stigende grad sætter deres markante aftryk på den indtil da udprægede maskuline fortælling om dansk kunst. Derudover er der blevet plads til en lang række nyerhvervelser samt lån fra private samlere, som aldrig før har været vist på Statens Museum for Kunst. Præsentationen sætter ikke endegyldigt punktum. Museet har tilrettelagt en form, der tillader, at der med hyppige mellemrum skiftes ud mellem værkerne for at give rum for variation og dynamik, der afspejler samlingernes fortsatte udvikling.
Læs mere om "Dansk og International Kunst efter 1900".

Nye, oprindelige rammer
Værkerne er igen rykket over i de to udstillingsetager i den hvide tilbygning efter i en årrække at have været sat i spil i den gamle museumsbygning. Udstillingssalene har været igennem en gennemgribende renovering, så de på bedste vis kan huse de godt 500 værker, som indgår i den omfattende samlingspræsentation. Blandt andet er udstillingsarealet ført tilbage til den model, som bygningens italiensk-danske arkitekt, Anna Maria Indrio i sin tid havde i tankerne, nemlig med et centralt gangforløb, der strækker sig gennem en hel etage i den lange og smalle bygning. Denne akse fungerer som en slags tidslinje, der sætter den besøgende på en vandring gennem kunsten fra det tidlige 1900-tal og frem til i dag.

Formidling på iPad og på tværs
Som en integreret del af formidlingen stiller museet iPads til rådighed, som publikum kan låne. iPaden rummer en slags kurateret arkiv, hvor man får adgang til et væld af materiale. Med tekst, fotos, skitser og film bliver disse iPads mobile instrumenter, der sætter det enkelte værk, kunstner eller periode ind i en kontekst.

Med åbningen af "Dansk og International Kunst efter 1900" er samlingspræsentationerne på Statens Museum for Kunst komplette. Museet udgiver i den forbindelse en serie guider under titlen "11x11", der i tekst og billeder fører de besøgende på kryds og tværs gennem de nye samlingspræsentationer. Hver guide behandler en specifik tematik, der er gennemgående for kunstens forskellige perioder. Er tiden knap kan man konsultere guiden "66 minutter på SMK", der dykker ned i et udvalg af museets mange highlights. Guiderne kan købes i museets Billetsalg.

De nye præsentationer af samlingerne er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Det Obelske Familiefond

PRESSEFOTOS kan downloades fra http://pressefotos.smk.dk.


For yderligere oplysninger:

Jakob Fibiger Andreasen
Presseansvarlig
E jakob.fibiger_@_smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo