Presse

Billeder (fra venstre): Nicolai Abildgaard. Den sårede Filoktet, 1775. Christen Købke. Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro, 1838. J.F. Willumsen. En bjergbestigerske, 1912. © Willumsen/billedkunst.dk

Samlingerne | 25.nov.2010

Eckersberg og Co. på vinterferie

Statens Museum for Kunst er i gang med nye og omfattende præsentationer af museets samlinger. Som led i forberedelserne vil der fra den 30. november ikke være adgang til museets samling af ældre dansk kunst frem til 28. maj, hvor første etape af de nye præsentationer åbner for publikum.

Statens Museum for Kunst har længe haft et ønske om at lave nye præsentationer af museets samlinger. Takket være A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Det Obelske Familiefond, som hver har bevilget 7,5 mio. kr., er det lykkedes at sikre det økonomiske grundlag for projektet.

Statens Museum for Kunst arbejder nu på fuldt tryk med at realisere de ambitiøse planer. Forberedelser betyder, at udstillingssalene med ældre dansk kunst lukker midlertidigt den 30. november. Indtil museet den 28. maj næste år som det første blænder op for den nye præsentation "Dansk og nordisk kunst 1750 – 1900", vil Abildgaard, Eckersberg, Hammershøi m.fl. indtage museets hjemmeside i en udvidet fremvisning.

Samlingerne i nye rammer og fortolkninger
Publikum kan forvente både en kunsthistorisk nytolkning af samlingerne og en opdatering af museets formidling med nye analoge og digitale tilbud samt ikke mindst publikumsfaciliteter, der understøtter den gode museumsoplevelse. Det ca. 6.700 m² store udstillingsareal bliver renoveret, og de samlede præsentationer af samlingerne vil præsentere omkring 1500 kunstværker. Der er tale om en opgave, der i omfang og ressourcer svarer til adskillige store særudstillinger.

Tre museer i ét
Den enorme volumen og mangfoldighed i samlingerne gør et besøg på Statens Museum for Kunst til en overvældende oplevelse. Der er stof til flere besøg, hvilket også tilskyndes med den gratis entré til samlingerne. De kommende præsentationer af samlingerne vil yderligere støtte op om det fokuserede museumsbesøg. Samlingerne fordeler sig i tre hovedområder: en ældre europæisk, en ældre dansk og en moderne med kunst efter 1900. Disse tre hovedområder vil fremover fremstå som selvstændige sektioner med mere eller mindre adskilte profiler. Som tre museer i ét, der udnytter de enkelte samlingsområders særlige karakter og potentiale.

Åbning i tre etaper
De nye præsentationer af museets samlinger åbner i tre etaper. Den 28. maj 2011 åbner "Dansk og nordisk kunst 1750-1900". Den 26. november 2011 følger "Europæisk kunst 1300 – 1800". Og som det sidste åbner "Dansk og international kunst efter 1900" i foråret 2012.

"Dansk og nordisk kunst 1750-1900" og "Europæisk kunst 1300 – 1800" bliver installeret i hver sin fløj i Vilhelm Dahlerups historicistiske bygning, mens "Dansk og international kunst efter 1900" placeres i museets hvide tilbygning.

Læs mere om de nye præsentationer af samlingerne.


For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo