Presse

Michael Elmgreen og Ingar Dragset, Please, keep quiet!, 2003.

Pressemeddelelser | 29.nov.2012

Elmgreen & Dragset: Prisvinder og aktuel i stor udstilling på SMK i 2014

En Prada-butik fyldt med sko og tasker midt i Texas' øde ørken og en komplet kopi af en hospitalsstue. Den dansk-norske kunstnerduo Michael Elmgreen & Ingar Dragset overrasker, chokerer og vender verden på hovedet i deres kunstværker. Nu modtager de Danmarks største enkeltstående kulturpris Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Til efteråret 2014 kan deres udfordrende og opsigtsvækkende værker opleves i en stor særudstilling på SMK.

Kunstnerduoen Elmgreen & Dragset modtager den 30. november Danmarks største enkeltstående kulturpris, den prestigefulde hæderspris Carl-Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat på 400.000 kr.  Et legat, der tildeles danske kunstnere som en særlig anerkendelse af det allerede udviste talent og som hjælp til deres fremtidige arbejde.

Elmgreen & Dragset på SMK i 2014

I 2014 viser SMK en stor særudstilling med Elmgreen & Dragset, der som den første udstilling i Danmark sammenfatter og præsenterer centrale spor i kunstnerduoens omfattende produktion fra start til i dag. Elmgreen & Dragset producerer desuden nye værker specielt til udstillingen på SMK, der vises i perioden fra den 19. september 2014- 4. januar 2015.

En hospitalsstue på SMK

Elmgreen & Dragset kan allerede nu opleves i SMK's samlingspræsentationen Dansk og International Kunst efter 1900 med installationen Please, Keep Quiet!. En komplet kopi af en hospitalsstue med senge, sengeborde og patienter. I værker og installationer leger Elmgreen & Dragset således med vores forventninger til omgivelserne i form af malplacerede og paradoksale scenarier, der udfordrer vores vaneforestillinger med en ofte overrumplende og chokerende effekt. På en legesyg og en humoristisk måde udfordrer Elmgreen & Dragset temaer som identitet, velfærd, seksualitet, magt og demokrati i installationer og skulpturer, hvor de får det genkendelige til at træde frem i nyt lys. De grænsesøgende og eksperimenterende værker ligger sig således mellem flere forståelser, hvor det samme objekt eller rum refererer til flere systemer og betydninger.

Om Elmgreen & Dragset

Elmgreen & Dragset har base i Berlin og London og har arbejdet sammen siden 1995. De har haft en lang række separatudstillinger i kunstinstitutioner verden over, herunder Serpentine Gallery, Tate Modern i London og Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam. I 2009 repræsenterede de Danmark og Norge på Venedig Biennalen, ligesom de i 2012 udstillede på Biennalen i Liverpool.
Ud over Elmgreen & Dragset modtager kunstnerne Lilibeth Cuenca Rasmussen og Nina Saunders også Carl-Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. I anledning af prisen præsenterer Den Frie Udstillingsbygning ældre og nye værker af de tre kunstnere. Udstillingen åbner den 30. november kl. 19-22 og kan opleves ind til 6. januar 2013.

For yderligere oplysninger
Presse- og marketingassistent
Else Svensgaard             
E else.svensgaard_@_smk.dk
T +45 3374 8423                       
M +45 2539 6474

Førsteinspektør                                       
Marianne Torp                                 
E marianne.torp_@_smk.dk
M +45 3374 8535

  • Af:
  • 29.nov.2012
Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo