Presse

Hesteofringen

Aktiviteter | Udstilling | 5.maj.2010

Forbudt Nørgaard-film på Statens Museum for Kunst

Børsaktionen, Hesteofringen og Nadveren. Udstillingsaktuelle Bjørn Nørgaard formåede at skabe vild offentlig furore med sine filmeksperimenter i starten af 1970'erne. Censur spændte imidlertid ben for hans film En forførers dagbog. Danmarks Radio valgte i sidste øjeblik at skrinlægge filmen, som bl.a. kraftigt flirter med tanken om væbnet opstand. Nu viser Statens Museum for Kunst snart 40 år efter En forførers dagbog i sin helhed i forbindelse med museets nyåbnede udstilling "Bjørn Nørgaard. Re-modelling the World". Filmen vises på udvalgte dage i museets biograf frem til slutningen af oktober.

En scene med Bjørn Nørgaard og hans kunstnerkollega og hustru Lene Adler Petersen, der samler et maskingevær og lægger sig kampklar i stilling på en mark, har formentlig været skæbnesvanger for Nørgaards tv-film En forførers dagbog fra 1971. Danmarks Radio, som på det tidspunkt løbende var under anklage for at være politisk vestresnoet i sin programflade, valgte at aflyse visningen af filmen bl.a. med den begrundelse, at den manglede kunstnerisk kvalitet.

Amatøræstetik med skandalepotentiale
Danmarks Radio bestilte selv En forførers dagbog til serien "Maler med kamera". Filmen ligger i tråd med Bjørn Nørgaards tidligere filmproduktioner i dens idealisering af amatørfilmen. Et æstetisk greb, som samtidig var et kritisk opgør med tidens kommercielle filmproduktioner og deres privilegerede position i samfundet. Nørgaard, som også var medstifter af det eksperimenterende filmselskab ABCinema, så i filmmediet et potentiale til en ny folkelig kunst, der kunne gå på tværs af de eksisterende hierarkier. Alle kunne være med. Mediet var nemt, hurtigt og billigt, ligesom det kunne nå vidt og bredt ud. Filmen skulle ikke være forbeholdt den etablerede filmindustri, hvis profitorientering med Nørgaards ord resulterede i film "med en fed, gammel borgerlig moral".

De religiøse forestillingsbilleder, som præger En forførers dagbog, viser også en klar sammenhæng med Nørgaards tidligere film. Samme år havde Nørgaards Nadveren haft premiere, hvilket affødte et politisk stormvejr. Filmen, som var offentligt støttet, blev beskyldt for blasfemi og pornografi. Daværende kulturminister K. Helveg Petersen måtte gå i brechen for armslængdeprincippet og afviste politisk indblanding, dog med den sidebemærkning at han selv anså filmen for uden kunstnerisk værdi. Med maskingevær-scenen overtrumfede Nørgaard tilsyneladende sine tidligere provokationer i En forførers dagbog. Filmen var i hvert fald stadig underlagt forevisningsforbud op gennem 1980'erne, og først for et par år siden fik den premiere ved en enkeltvisning i en dansk biograf – dog uden større opstandelse til følge.

Bjørn Nørgaard fra A til Z
Nu snart 40 år efter filmens mislykkede premiere viser Statens Museum for Kunst En forførers dagbog i sin helhed i forbindelse med den aktuelle udstilling "Bjørn Nørgaard. Re-modelling the World". Udstillingen er den første store retrospektive præsentation af Nørgaards værk i 25 år og den første, der inddrager værker fra de tidlige år og frem til hans seneste produktion. Med 115 værker præsenterer udstillingen samtlige facetter af Nørgaards kunstneriske praksis. Her er skulpturer, installationer, aktioner, film og grafik. Fra A til Z tegner udstillingen som sådan et billede af en kompromisløs kunstner, der konstant udfordrer de gængse forestillinger om kunsten. Da udstillingen i forvejen rummer en række af Nørgaards vigtigste filmproduktioner, er det første gang, at En forførers dagbog kan ses i umiddelbar sammenhæng med dem.

Tid og sted
En forførers dagbog vises første gang lørdag d. 8. maj. Derefter på udvalgte dage i udstillingsperioden. Alle dage i museets biograf i hele museets åbningstid.
Gratis entré til biografen. Entré til udstillingen.

Visningen af En forførers dagbog er blevet til i samarbejde med DR, som for nylig viste uddrag fra filmen i et program om Bjørn Nørgaard på DR2s "Danskernes Akademi".


For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M  +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo