Presse

Googles Street-View optagelser på SMK

Pressemeddelelser | 17.maj.2013

Google Art Project: Gå på SMK fra din sofa

Sammen med seks andre danske museer har Statens Museum for Kunst lukket Google indenfor. Med det populære "Street View" kan man nu vandre rundt i museets udstillingssale med 600 års kunst, når som helst og hvor som helst. Det nye virtuelle museumsbesøg er seneste udviklingstiltag i museets deltagelse i det verdensomspændende Google Art Project, hvor man i dag kan gå på opdagelse i kunstskatte fra over 260 museer.

Google Art Project kunne i 2012 fejre sit første år online med et besøgstal på mere end 20 mio. Siden er interessen blandt brugerne vokset gevaldigt, ligesom stadig flere museer er tilknyttet projektet. Nu kan man gå på opdagelse i mere end 40.000 kunstværker fra over 260 udstillingssteder. Sidste forår fik projektet dansk deltagelse, da Ny Carlsberg Glyptotek og SMK delte en række af deres bedste kunstværker i høj opløselige fotos på Google Art Project. Yderligere fem danske museer er nu blevet tilgængelige på det globale online galleri, nemlig Bornholms Kunstmuseum, Den Hirschsprungske Samling, Nationalmuseet, Skagens Museum og Thorvaldsens Museum.

Nyt: Street View og Gigapixel
Google Art Project er et fortløbende udviklingsprojekt. Som noget nyt er der blevet Street View-adgang til de fleste af de medvirkende danske museer, deriblandt SMK. Med blot få klik kan man fra i dag bevæge sig i museets udstillingssale og følge kunstens strømninger gennem århundreder. De kunstneriske ophavsrettigheder respekteres, så den digitale tilgængelighed gælder ikke den allernyeste kunst. Dog vil man kunne tage turen gennem kunsthistorien fra den tidlige renæssance til den gryende modernisme på tærsklen til det 20. århundrede.

Samtidig har hvert af de danske museer udvalgt et kunstværk, der nu kan tilgås i særlig høj billedopløsning på godt 7 mia. pixels. Den ultrahøje opløsning gør det muligt for brugerne at komme helt tæt på værkerne og studere detaljer og penselstrøg i en grad, der nærmest er umulig at opleve med det blotte øje. For SMKs vedkommende blev værket udvalgt på baggrund af en afstemning blandt museets følgere på Google+, Facebook og museets hjemmeside. Vinderen blev L.A. Rings hovedværk Kalkemanden. Det gamle hus pudses op fra 1908.
Oplev SMK på Google Art Project.

Innovativt og overbevisende
”Statens Museum for Kunst har gennem en mangeårig digital satsning arbejdet målrettet for fri og åben adgang til kulturarven i lyset af den teknologiske udvikling. I den sammenhæng har Google været en fortrinlig samarbejdspartner, som kan tilbyde en innovativ og overbevisende form for eksponering af kulturarven, så den i højere grad bliver et råmateriale for brugernes kreativitet og læring. Som sådan tilbyder Google Art Project et brugervenligt univers, der loyalt og gennem avancerede teknikker formidler billedkunsten på tværs af tid og sted,” siger Karsten Ohrt, direktør for SMK.

For kunstelskere og skoler
“Vi er stolte over, at så store dele af den danske kunsthistorie nu er repræsenteret i Google Art Project. Googles mission med projektet er at bringe kulturarv, kunst og andet kulturelt materiale online, så det bliver tilgængeligt for et bredere publikum og ikke mindst for fremtidens generationer. Den digitale tilgang til kunsten åbner nye muligheder for både kunstelskere, men også i fx undervisningssituationer,” siger Christine Sørensen, talsperson for Google Danmark.


For yderligere oplysninger:

Statens Museum for Kunst
Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
E jakob.fibiger@smk.dk
T +45 2961 6949

Google Danmark
Talsperson
Christine Sørensen
E christinees@google.com
M +45 2381 0191

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo