Presse

Kobbertrykket fra serien Runde Passion fra 1509 forestiller Pilatus, der fremviser Kristus for folkemassen før korsfæstelsen.

Pressemeddelelser | 10.dec.2013

Kobberstiksamlingen styrket markant

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har med en generøs bevilling sikret de næste tre års udstillinger i Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst. Den internationalt anerkendte kunstner Tacita Dean indleder udstillingsrækken allerede til januar. Samtidig har fondet doneret et over 500 år gammelt værk i usædvanlig god kvalitet.

Med sine godt 245.000 tryk, tegninger og fotografier kan Den Kongelige Kobberstiksamling præsentere væsentlige værker fra de seneste 700 års kunsthistorie. Samlingen hører til blandt de fineste i verden og tæller væsentlige værker af kunstnere som Dürer, Rembrandt, Matisse og Picasso samt værker af danske kunstnere fra 1500-tallet til i dag.

Takket være støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond bliver det muligt med to årlige udstillinger over de næste tre år at vise vægtige nedslag i den enorme samling suppleret med lån fra andre museums- og privatsamlinger.  Museumsdirektør Karsten Ohrt glæder sig over bevillingen:
”Med den generøse bevilling har Aage og Johanne Louis-Hansens Fond sikret den fortsatte revitalisering af museets Kobberstiksamling. Det glæder mig enormt meget, at SMK forsat kan formidle den vægtige billedkunstneriske kulturarv, som Kobberstiksamlingen udgør, med udstillinger af høj kvalitet.”

Tacita Dean – Print Projects
Udstillingsrækken indledes allerede den 17. januar med den britiske kunstner Tacita Dean (f. 1965) og udstillingen ”Tacita Dean - Print Projects”. Tacita Dean var en del af Young British Artists-bølgen, der slog igennem i 1990’erne, og hun har blandt andet udstillet på Tate Modern i London og Guggenheim i New York.

Tacita Dean er især kendt for sine 16 mm film, men den kommende udstilling fokuserer på hendes grafiske arbejde, der er skabt i samarbejde med kobbertrykker Niels Borch Jensen. Gennem værkerne indkredser hun et gennemgående motiv i sin kunst, nemlig forholdet mellem erindring og tid, fiktion og realitet, som hun udfolder serielt i nærmest filmiske storyboards.

Overbevisende nyerhvervelse 
Kobberstiksamlingen er samtidig blevet styrket i form af et kobberstik af den nederlandske grafiker Lucas van Leyden (1494-1533). Dette indkøb er ligeledes blevet muligt takket være støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Lucas van Leyden bliver ofte kaldt den nederlandske Albrecht Dürer, da de to levede samtidig og begge var enestående begavede grafikere. De står også begge som markante fornyere af den grafiske tradition i  overgangen mellem gotik og renæssance. Værket er et blad fra Lucas van Leydens passions-serie fra 1509 kaldet Den Runde Passion på grund af det cirkulære format. KKS nyerhvervede tryk forestiller Pilatus, der fremviser Kristus for folkemassen før korsfæstelsen.

Nyerhvervelsen er et lille scoop, da trykket er af sjældent god kvalitet, og i kobberstiksamlinger verden over findes der relativt få grafiske arbejder af Lucas van Leyden af samme høje kvalitet. Han arbejdede med meget fine streger, hvilket betyder, at der ikke kunne tages særligt mange tryk, før pladerne blev slidte. Derfor er gode tryk i dag sjældne og kostbare på kunstmarkedet.

Fakta om Den Kongelige Kobberstiksamling

  • Kobberstiksamlingen indeholder over 245.000 grafiske tryk, tegninger og fotografier.
  • Samlingen kan muligvis føres tilbage til 1521, hvor Albrecht Dürer forærede Christian 2 et udvalg af sine bedste grafiske tryk.
  • Samlingen er løbende blevet forøget gennem årene, og de sidste 30 år udvidet med et stort udvalg af fotografi.
  • Værker fra Kobberstiksamlingen udstilles sjældent over længere perioder, da kunst på papir ikke tåler længere eksponeringer i lys.

For yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder
Marlene Mee Ahrens
E marlene.ahrens@smk.dk
T +45 25 52 71 97

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo