Presse

Christian Schmidt-Rasmussen: Langt om længe fandt menneskeheden en måde at overvinde døden, 1998.

Scenen | Aktiviteter | 5.okt.2009

Kulturnat på Statens Museum for Kunst

Krop, kærlighed og ytringsfrihed er i fokus, når Statens Museum for Kunst åbner dørene til årets Kulturnat med dans, foredrag, "æbler og baller" for børn, omvisninger og DJ Master Fatman. Derudover er der snigpremiere på museets helt nye særudstilling Nature Strikes Back, og i Den Kongelige Afstøbningssamling er der omvisninger for børn og voksne. Det sker 9. oktober kl. 18-24.

Der bliver sat dans, musik, kunst og kloge ord på kroppen, når en række personligheder fortolker kroppens mange betydninger med udgangspunkt i museets udstilling "Nicolai Abildgaard. Kroppen i oprør". Der er særlige omvisninger i udstillingen hele aftenen.

Program på Scenen
Kl. 18.15: Mark Agerskov og Eventyrteatret byder til dans på Scenen. Teatrets børn og en instruktør viser interessante, sjove og anderledes måder at bruge kroppen på, og inviterer de besøgende børn til at være med i en workshop.

Kroppen i stykker
Kl.19.30: Marie Therese Hoppe, etnolog og fremtidsforsker.
Marie Therese Hoppe sætter fokus på vores forhold til kroppen i dag. Med udgangspunkt i plastickirurgi og kropsdyrkelse stiller hun spørgsmålet; hvor er vi på vej hen?

Revolutionens krop
Kl. 20.00: Poul Schiøtt, redaktør på Svikmøllen. Paul Schiøtt fortæller om brugen af satire i forhold til Abildgaards tid.

Krop og magt
Kl. 20.30: Emilia van Hauen, sociolog, journalist, forfatter og en af Danmarks mest brugte samfundsdebatører. Emilia van Hauen sætter fokus på kroppen som kommunikationsmiddel i dag

Kærlighed, erotik og forløsning
Kl. 21.30: Master Fatman, DJ og kærlighedsbuddha. Med sit sædvanlige fokus på karma spreder DJ Master Fatman og venner kærlighed på Scenen.

Snigpremiere / Nature Strikes Back
Få en forsmag på museets nye udstilling Nature Strikes Back. En omfattende udstilling, der som optakt til FN’s klimakonference i København skildrer menneskets relation til naturen gennem århundredes kunst. Med en perlerække af værker af nogle af kunsthistoriens absolutte sværvægtere leverer udstillingen en højaktuel og formidlingsstærk fortælling om menneskets skiftende natursyn fra antikken og frem til i dag.

Udstillingens to tilrettelæggere, Hanne Kolind Poulsen og Henrik Holm fortæller om udstillingen og arbejdet bag kulisserne. Hør foredraget i biografen kl. 19.30 og 20.30.

Børnenes Værksted
I Værksted på Statens Museum for Kunst bydes der, i relation til Abildgaard, på kunstneriske udfoldelser under titlen “Æbler og Baller”. Med menneskekroppen soom inspiration, bliver der modelleret løs fra kl. 18-22.

I Den Kongelige Afstøbningssamling
Gipsafstøbninger af statuer og relieffer fra alverdens samlinger, museer, templer, kirker og offentlige pladser er bragt sammen i Vestindisk Pakhus i Toldbodgade ved Amalienborg. Her kan man finde afstøbninger af skulpturer fra oldtiden til renæssancen: egyptiske konger og fabelvæsner, græske guder og mennesker, romerske kejsere og kamp- og offerscener. Man finder også den kristne billedverden fra middelalderens romanske og gotiske katedraler. Og renæssancens genopdagelse af de antikke idealer spejles i Michelangelos værker, som samlingen er rig på.

Børneomvisning ”Stærke guder og smukke gudinder – fantastiske fortællinger i gips”
Kl.18.00, 18.30, 19.00, 19.30, 20.00, 20.30. 

Voksenomvisning ”Kroppen i Kunsten”
Kl. 20.30, 21.00, 21.30, 22.00 og 22.30.

Samlingen rummer fantasi, skønhed, dramatik og åndshistorie helt tilbage fra 2500 år f.Kr. og frem til omkring år 1600. 4000 års skulptur er samlet på ét sted! Nemlig:

Den Kongelige Afstøbningssamling
Vestindisk Pakhus
Toldbodgade 40


For yderligere oplysninger:
Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo