Presse

©

Pressemeddelelser | 3.okt.2013

Kulturnatten på SMK

Hvor kommer Danmarks største kunstskat fra, og hvordan har den overlevet i 500 år? SMK tager Kulturnattens gæster med på en fantastisk lydvandring i museets rige samlinger. Det prisbelønnede digitale magasin Third Ear har sammensat en lydmontage, der giver de dramatiske og ukendte historier om kunstsamlingens fortid. Læs også om Kulturnattens børneaktiviteter i Værkstedet, forfattermøder og om spøgelser på Den Kongelige Afstøbningssamling.

”Der brænder mit navn,” jamrede hofmaleren Nicolai Abildgaard, da han så Christiansborg Slot i flammer en nat i februar i 1795. Sammen med slottet nedbrændte nemlig også det meste af kunstnerens overdådige udsmykning af Riddersalen. Bedre gik det for langt de fleste andre af slottets kunstværker, som på mirakuløs vis blev reddet fra de hærgende flammer, og som siden er blevet del af museets samlinger.

Kongernes Kunst – en lydmontage om 700 års kunst
Anekdoten er blot én af mange dramatiske nedslag i historien om kunsten på SMK, som kan opleves i museets samlinger på Kulturnatten. Dokumentaristen Timothy Hinman fra det digitale magasin Third Ear har optrævlet de skjulte og bedste historier, snakket med en række eksperter og samlet det i en lydmontage, der gør et besøg i museets samlinger til en rejse gennem flere århundreder med bl.a. kongelig kunstsmag, slotsbrænde og fødslen af et nationalgalleri. Samtidig sætter lydvandringen fokus på de evigt lurende farer, der truer en skrøbelig kulturarv.

”Kongernes Kunst” varer 45 minutter og kan opleves når som helst på Kulturnatten. Den kan downloades på enhver smartphone, eller man kan låne en iPod på SMK.

Børnenes Værksted: Da kongen var knægt!
Hos kunstnerne i Værkstedet kan man selv prøve kræfter med kunsten i et sjovt forløb, hvor kongerne og deres dramatiske historie er Kulturnattens tema. Værkstedet er åbent fra kl. 18-22.

Fri entré til særudstilling
Der er gratis entré til den anmelderroste udstilling Blomster og Verdenssyn, der viser en omfattende og overdådig parade af 200 års blomstermalerier. Udstillingen byder på en sanselig vandring i blomsterverdenens mangfoldighed og graver samtidig et spadestik dybere og viser, at en blomst ikke bare er en blomst.
Læs mere om udstillingen.

Henrik Dahl og Kaspar Colling Nielsen i Boghandlen
I museets boghandel er der forfattermøde. Hør forfatter Kaspar Colling Nielsen og forfatter og sociolog Henrik Dahl læse op fra deres forfatterskaber fra kl. 18.

Spøgelser i Den Kongelige Afstøbningssamling
I Den Kongelige Afstøbningssamling tager de professionelle fortællere fra BestTellers hele familien med på en spøgelsesvandring i skulpturernes verden, hvor fortidens helte, heltinder og skurke spiller hovedrollerne. Lommelygte og fantasi er påkrævet. Til gengæld får du Kulturnattens bedste godnathistorier. Spøgelsesvandringerne starter kl. 19, 20, 21 og 22.

Man kan også gå på opdagelsen mellem de bevingede væsner og bevæbnede krigere og finde inspiration til at lave fantasy-figurer i gips i Værkstedet.
Læs mere om Den Kongelige Afstøbningssamling.

For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

 
Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo