Presse

© Succession H. Matisse/BilledKunst Copydan 2011. Henri Matisse, Le Luxe II, 1907. Statens Museum for Kunst / Tal R. Foto: Noam Griegst

Pressemeddelelser | 26.sep.2012

Matisse møder Tal R på SMK

En kunstner aflurer en anden. I forbindelse med den store Matisse-udstilling på Statens Museum for Kunst gæster Tal R museet til en artist-talk om Matisse og hans kunst. Det sker lørdag d. 6. oktober kl. 14 på museets Scene.

Statens Museum for Kunst viser for tiden en perlerække af Matisses værker i den store særudstilling "Matisse – fordobling og variation". Nu sættes den franske mestermalers værker i stævne med Tal R, som på kollegial vis kigger Matisse i kortene og fortæller om sit eget forhold til en af det 20. århundredes allerstørste kunstnere. Det sker i samtale med museumsinspektør og seniorforsker Dorthe Aagesen, som har tilrettelagt den aktuelle udstilling i samarbejde med Centre Pompidou i Paris og Metropolitan Museum of Art i New York.

Kunstnerens blik
Udstillingen "Matisse – fordobling og variation" adskiller sig fra gængse retrospektive udstillinger om den franske maler ved at rette et skarpt fokus på den kunstneriske proces og gå helt tæt på Matisses undersøgelsesmetode. Samme interesse for Matisses teknik og kunstneriske beslutninger har Tal R haft gennem en årrække. Den aktuelle artist-talk på Statens Museum for Kunst giver som sådan en kunstners blik på Matisse. Ikke med den hensigt at oversætte Matisses værker til biografi eller for den sags skyld kunsthistorie. Men for give indblik i netop de kunstneriske overvejelser, der fører til det endelige kunstværk.
Læs mere om udstillingen .

Om Tal R
Tal R (f. 1967) regnes for en af Danmarks væsentligste billedkunstnere og har for længst indtaget den internationale kunstscene med storm. Han er uddannet ved Kunstakademiet i København i 1994-2000 og har siden 2005 selv været professor ved Kunstakademiet i Düsseldorf. Hans værker er repræsenteret på en lang række museer i ind- og udland, ligesom han flittigt har udstillet på nogle af de mest prominente udstillingssteder i verden.

Artist-talk: tid og sted
Lørdag d. 6. oktober kl. 14 på museets store Scene. Gratis entré.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Kandinskyfonden og Beckett-Fonden.


For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
E jakob.fibiger@smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo