Presse

©

Om SMK | 11.okt.2011

Ny museumscafé med kunstnerkant

Fra den 22. oktober er ’Caféen’ på Statens Museum for Kunst klar til at byde gæsterne på nye kulinariske og kunstneriske oplevelser. Caféen er med den attraktive beliggenhed, med udsigt over Østre Anlæg, et stærkt alternativ til byens mange andre cafetilbud. Der er gratis adgang til Caféen.

Kokken Henrik Pedersen, designeren Peter Lassen og kunstneren Bjørn Nørgaard har forenet deres kræfter i skabelsen af Caféen på Statens Museum for Kunst. Som specialister på hver deres område har de med farver og klare strukturer skabt nogle markante nye rammer for et moderne gæstgiveri.

Et væsentligt element i udformningen af rummet har været anvendelsen af Montanas ’Grids’, der er kvadratiske kuber sat sammen så de udgør cafeens loft.

Et system af kvadrater
"I Caféen er der et blåt loft, man sidder og kigger op i . En form for himmel. Udseendet bygger lidt på princippet fra gamle butikker med opaliseret glas i et system af kvadrater. Derfor er der kommet nogle spejle og nogle hvide felter ind, som giver variation på undersiden af loftet. Den plane flade ned mod gæsterne brydes af tolv lamper, som stikker ned fra loftet i fire kubers dybde. På oversiden af loftet er der skabt noget mere variation. Vi arbejder med farverne hvid, gul, rød og grøn. Rækker af tårne, eller bølger, i skiftevis en, to, tre og fire kubers højde ud over hele fladen," forklarer Bjørn Nørgaard.

Fra dag til aften sker der et meget dramatisk skift. Om aftenen bliver vinduerne et spejl, og du vil se loftet gentage sig selv i vinduernes refleksion. Det skaber en rytme af gentagelser som er en del af Grid-systemets princip.

Med kunstnerisk kant
"Når man kommer ind i et rum, er det naturligvis vigtigt, at man befinder sig godt. Men det er også vigtigt, at rummet forstyrrer dig en lille smule. Ikke for meget. Men det må godt være sådan, at der er en lille ting, der gør, at du overvejer, hvorfor pokker er den her auberginefarvet? At du undrer dig lidt," siger Bjørn Nørgaard.

Peter Lassen forklarer at brugen af de stærke farver er gjort for at modarbejde det kølige rum og skabe nærvær. Eksempelvis er bordene græsgrønne og stolene auberginefarvede og er lavet særligt til Caféen.

Varme og nærvær
"Min ide var at rummet i cafeen skal bidrage med varme og medmenneskelighed, som på et gæstgiveri," siger kokken Henrik Pedersen.

Maden, der serveres på cafeen er samlet under betegnelsen ”Danmark dejligst”. En præsentation af det danske køkken – godt og gedigent.

Læs interview med kokken, kunstneren og designeren i det forrige nummer af museets klubmagasin SMK#02.


For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
E jakob.fibiger_@_smk.dk
T +45 3374 8474

Kommunikationschef
Lise Korsgaard
E lise.korsgaard_@_smk.dk
T +45 3374 8420

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo