Presse
Elmgreen & Dragset, Death of a Collector, 2009. © Courtesy: Galeria Helga de Alvear. Photo by:  Anders Sune Berg

© Elmgreen & Dragset, Death of a Collector, 2009. © Courtesy: Galeria Helga de Alvear. Photo by:  Anders Sune Berg

Pressemeddelelser | Udstilling | 22.maj.2014

Ny Udstilling: Elmgreen & Dragset indtager SMK med BIOGRAPHY

Kunstnerduoen Elmgreen & Dragset indtager til efteråret Statens Museum for Kunst med udstillingen BIOGRAPHY. Det er de internationale stjerners første store udstilling i Danmark. Med sig bringer de en komplet boligblok med indrettede lejligheder samt en række skulpturer og totalinstallationer, der byder på både drømmesyn og socialkontorer.

En 10 meter høj boligblok i beton vil fra 19. september møde alle, der træder ind af døren på Statens Museum for Kunst. Det er værket The One and The Many fra 2010, skabt af Michael Elmgreen og Ingar Dragset. Den dansk-norske kunstnerduo indtager hele underetagen af museet med kendte skulpturelle værker fra deres mangeårige samarbejde samt nye stedspecifikke produktioner i en omfattende visning, der endda kræver en ombygning af museet.

Du står midt i fortællingen
Snart vil håndværkere derfor rykke ind for at forvandle udstillingssalene til en række totalinstallationer, hvor publikum kan forvilde sig ind i endeløse labyrinter, uheldsvangre drømme-scener og dragende tableauer.

“Vi har ønsket at lave en udstilling, der former sig som en slags filmisk scenografi, og hvor publikum, når de bevæger sig rundt i udstillingen, vil kunne opleve sig selv som delagtiggjorte aktører, ikke kun som passive betragtere” udtaler Elmgreen & Dragset.

Med humor, poesi og spektakulære visuelle greb skaber Elmgreen & Dragset universer, hvor selv velkendte triste institutionelle rum som kommunekontorets venteværelse, lighusets frysebokse og det sociale boligbyggeri pludseligt fremstår som magiske elementer i en både forunderlig og kritisk fortælling.

Udstillingen byder på duoens velkendte formsprog, der blander det virkelighedstro med det fantastiske i omfattende totalinstallationer, som kendes fra fx deres meget omtalte biddrag til Venedig Biennalen i 2009 The Collectors, den kritikerroste udstilling The Welfare Show på Serpentine Gallery i London og senest deres store installation Tomorrow på Victoria & Albert Museum sidste efterår.

Du er fortællingen
Temaet for udstillingen BIOGRAPHY er ikke kunstnernes selvbiografi, men min og din biografi. Udstillingen sætter fokus på vilkårene for at skabe en egen identitet i en tid, hvor fortidens klassiske fællesskaber synes opløst.

Udstillingen stiller spørgsmål som: Hvordan vi kan navigere gennem nyhedsmediernes og de sociale netværks endeløse strømme af information og muligheder for selviscenesættelse? Hvordan finder vi som individer vores værd, vores roller og vores nye tilhørsforhold i malstrømmen af modsatrettede værdier og medierede virkeligheder?

Elmgreen & Dragset formår på én gang at inspirere os til at være os selv og stikke ud fra mængden, men samtidigt gør de os smerteligt opmærksomme på, at vi alle må forme vores eksistens og udleve vores visioner indenfor samfundets firkantede systemer.

Som almindelige borgere er de fleste af os stadig blot en blandt de mange; reduceret til et nummer på skattekontoret og stablet oven på hinanden i boligblokkens lejligheder. Alligevel er der håb at finde i Elmgreen & Dragsets store udstilling, der kan ses som et portræt af menneskets iboende vilje til stædigt at drømme og skabe sine egne fortællinger midt i konformiteten.


En sanselig og udfordrende oplevelse
SMK's nytiltrådte direktør Mikkel Bogh glæder sig til at kunne åbne dørene for en udstilling, der tør udfordre sit publikum:

”Elmgreen & Dragsets udstilling BIOGRAPHY rejser åbent og fordomsfrit spørgsmålet om livet, som det leves i dag – udspændt mellem system og frihed, mellem konsensuskultur og forventning om individualiseret adfærd. Spørgsmål, som alle er tvunget til at forholde sig til.”

De store spørgsmål bliver dog leveret gennem en usædvanlig sanselig, umiddelbar og altomsluttende oplevelse:

”Sjældent har publikum i samme grad som i dette drømmenes og forestillingernes teater fået tildelt rollen som aktør, ja måske endda som hovedrolleindehaver. Det er en stor glæde for os på SMK at kunne invitere vores gæster indenfor i totalinstallationen BIOGRAPHY,” udtaler han.

Om Elmgreen & Dragset
Michael Elmgreen og Ingar Dragset, der arbejder og bor i London og Berlin, har arbejdet sammen siden 1995. Kunstnerduoen har udstillet på mange af de førende kunstinstitutioner verden over, såsom Tate Modern og V&A i London, MCA Chicago, Boijmans van Beuningen Museum i Rotterdam og Kunsthalle Zürich samt deltaget på en hel række af de vigtigste biennaler, herunder Sao Paulo, Venedig, Gwangju, Istanbul, Singapore, Berlin og Moskva Biennalen.

Blandt deres mest kendte værker er:

Tomorrow, 2013: En udstilling lavet som en fiktiv filmkulisse, om det at fejle og aldres. Udstillingen blev vist på Victoria & Albert Museum i London sidste efterår.

HAN, 2012: En lille drengestatue med klare referencer til Den Lille Havfrue, der skuer udover havnen i Helsingør.

The Collectors, 2009: Opbygning af to fuldt møblerede hjem i den norske og danske pavillon på Venedig Biennalen.

Powerless Structures, Fig 101, 2012: Kunstnerduoens biddrag til The Fourth Plinth på Trafalgar Square i året, hvor London var vært for Olympiaden.

Prada Marfa, 2005: En Prada-butik midt i den texanske ørken.

Please Keep Quiet, 2003: En rekonstruktion af et hospitalsrum på Statens Museum for Kunst.

For yderligere information

Pressekoordinator 
Karen Ormstrup Søndergaard 
T +45 2552 7203 
E karen.soendergaard@smk.dk

Overinspektør
Marianne Torp
T +45 2552 7224
E marianne.torp@smk.dk

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo